Domstolene følger generelt lovgivers anvisninger om strafudmåling | Justitsministeriet

Ekspertudvalg konkluderer, at domstolene generelt følger Folketingets anvisninger om strafudmåling. Det konkluderes samtidig, at strafferammerne udnyttes fuldt ud på bl.a. narkotikaområdet, mens de på områder som f.eks. simpel og grov vold ikke udnyttes i samme udstrækning. Regeringen vil med en kommende strafreform sætte hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet.

På baggrund af en omfattende gennemgang af retspraksis, hvor udvalget har gennemgået mere end 1.400 domme, konkluderer Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafniveauer og strafferammer, at domstolene generelt har fulgt lovgivers anvisninger om strafudmåling i lovbemærkningerne.

Udvalget konkluderer herudover, at strafferammerne på nogle områder udnyttes fuldt ud. Det gælder bl.a. narkotikaområdet, hvor der i de allergroveste sager er udmålt straffe på 16 års fængsel, hvilket er maksimumstraffen.

På andre områder som f.eks. simpel og grov vold udnyttes strafferammerne ikke fuldt ud. Som forklaring peger udvalget bl.a. på, at der ofte dømmes efter en strengere voldsbestemmelse i de tilfælde, hvor forbrydelsen ville blive takseret til en straf i den øvre del af strafferammen. Det vil sige, at en forbrydelse, der f.eks. ville ligge i den høje ende af strafferammen for simpel vold, ofte i stedet vil blive omfattet af den strengere bestemmelse om grov vold. Udvalget konstaterer samtidig, at der udmåles straffe inden for hele strafferammen, hvis man ser på voldsforbrydelserne fordelt over den samlede strafferamme for alle voldsbestemmelserne, som strækker sig fra bøde til fængsel i 10 år.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

”Regeringen vil gennemføre en strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet. Udvalgets betænkning bliver et vigtigt element i det arbejde, og den giver et solidt grundlag for politiske drøftelser af, om straffene ligger rigtigt. Jeg er selvsagt også glad for, at udvalget bekræfter, at domstolene følger Folketingets anvisninger om strafudmåling.”

Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafferammer og straffeniveauer blev nedsat den 23. februar 2022 på baggrund af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023.

Baggrund
Når domstolene udmåler straf, fastsætter domstolene som udgangspunkt straffen inden for strafferammen for den overtrådte bestemmelse. Strafferammerne skal som udgangspunkt kunne favne så bredt, at de kan rumme alt fra en enkeltstående overtrædelse begået under formildende omstændigheder til de allermest strafværdige tilfælde, herunder hvor mange forhold er til pådømmelse samtidig.

Har lovgiver ikke angivet i lovbemærkningerne, hvordan konkrete forbrydelser skal straffes inden for det rum, som strafferammen giver, udmåler domstolene straffen med udgangspunkt i, hvordan tidligere lignende forbrydelser er blevet straffet.

I nyere tid er det blevet almindeligt, at lovgiver i lovbemærkningerne til visse dele af straffelovgivningen angiver, hvordan straffen skal udmåles i typesituationer. Eksempelvis er det i lovbemærkningerne til straffelovens voldtægtsbestemmelse forudsat, at en enkeltstående fuldbyrdet overfaldsvoldtægt straffes med 3 år og 6 måneders fængsel.

Om udvalgets arbejde
Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafniveauer og strafferammer har foretaget en kortlægning af strafniveauerne for overtrædelse af straffelovens mest centrale kapitler og bestemmelser. Udvalget har på den baggrund for de enkelte bestemmelser vurderet, i hvilket omfang domstolene har udnyttet strafferammerne. Herudover har udvalget for de enkelte lovændringer vurderet, om domstolene har fulgt lovgivers anvisninger i lovbemærkningerne om strafniveauet i konkrete sager. Udvalget har i forbindelse med afdækningen gennemgået mere end 1.400 domme.

Læs betænkningens bind 1 her

Læs betænkningens bind 2 her 

Læs betænkningens bind 3 her

Udvalget består af følgende medlemmer:

Landsdommer Henrik Bloch Andersen (formand)

Byretspræsident ved Retten i Roskilde Jørgen Lougart 

Advokat Karoline Normann

Professor emeritus Jørn Vestergaard

Kontorchef i Justitsministeriet Morten Holland Heide

Vicestatsadvokat ved Rigsadvokaten Eva Rønne

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 29 27 04 28
Back to top