Justitsministeriet offentliggør i dag et notat om, hvorvidt dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Justitsministeriet konkluderer, at dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde ikke vil indebære suverænitetsafgivelse, og at der derfor ikke efter grundloven skal afholdes folkeafstemning.
Formålet med notatet har navnlig været at afklare, hvorvidt dansk deltagelse i det styrkede samarbejde vil indebære overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20, således at den særlige procedure i § 20, stk. 2, skal følges.
Det fremgår af notatet, at dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.
Sammenfattende finder Justitsministeriet derfor, at Danmark kan tilslutte sig det styrkede banksamarbejde efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19 om traktatindgåelse.
Justitsminister Mette Frederiksen siger:
”Det er Justitsministeriets statsretlige vurdering, at grundloven ikke kræver, at der bliver afholdt en folkeafstemning om dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde. Det skyldes navnlig, at det fortsat vil være de danske myndigheder, der handler i forhold til kreditinstitutter i Danmark. Regeringen har selvfølgelig taget vurderingen til efterretning.”
Notatet er sendt til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Retsudvalg og medlemmerne af Folketinget.
Læs Justitsministeriets notat (pdf)
Baggrund om det styrkede banksamarbejde
I juni 2012 anmodede eurolandenes stats- og regeringschefer Kommissionen om at fremsætte forslag om etablering af en fælles tilsynsmekanisme på bankområdet. Det blev startskuddet til etableringen af ”det styrkede banksamarbejde” i EU, der ofte omtales som ”bankunionen”. Det styrkede banksamarbejde består foruden en fælles tilsynsmekanisme af en fælles afviklingsmekanisme, herunder en fælles afviklingsformue.
Det styrkede banksamarbejde er obligatorisk for eurolandene, mens ikke-eurolande, herunder Danmark, kan ansøge ECB om at indgå i et såkaldt tæt samarbejde.