Danmark tiltræder Europarådets konvention 218, som bl.a. har til formål at styrke sikkerheden og trygheden ved fodboldkampe | Justitsministeriet

Voldsomme uroligheder med slåskampe, hærværk og ballade har desværre været en del af den europæiske fodboldscene ved flere lejligheder, ligesom det også har været tilfældet ved flere fodboldkampe i Danmark. Et enigt Folketing blev i juni 2023 enige om at styrke den danske indsats mod hooligans, og den 16. januar 2024 har Danmark tiltrådt Europarådets konvention 218, som bl.a. har til formål at styrke sikkerheden og trygheden ved fodboldkampe og andre sportsbegivenheder i Europa.

Den daværende regering (Socialdemokratiet) indgik i oktober 2022 en aftale med Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som skulle styrke indsatsen mod hooligans. Aftalen er bl.a. mundet ud i et lovforslag, hvor et enigt Folketing i juni 2023 gik sammen om at give politiet og klubberne flere værktøjer til at komme fodboldvolden til livs.

Desuden følger det af aftalen, at Danmark vil tiltræde Europarådets konvention 218 om en integreret tilgang til sikkerhed, tryghed og service ved fodboldkampe og andre sportsbegivenheder, så Danmark sammen med de øvrige lande, der har tiltrådt konventionen, tager samlet afstand fra uroskabende adfærd og kriminelle handlinger i forbindelse med fodbold.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Det skal være trygt at tage på stadion. Men det er ikke trygt, når der udspiller sig scener med voldelig adfærd, kasteskyts mod politiet og ballade. Det hører ingen steder hjemme. I Danmark har vi set flere eksempler på helt uacceptabel adfærd, hvor bl.a. vold og optøjer er blevet udøvet i forbindelse med fodboldkampe. Denne adfærd er desværre også velkendt på den europæiske fodboldscene. Derfor har Danmark tiltrådt Europarådets konvention, så vi i fællesskab med de øvrige medlemslande sender et klart signal om, at vi ikke vil finde os i, at fodboldkampe og andre sportsbegivenheder bliver brugt som en undskyldning for at slås eller lave ballade.

Baggrund om Europarådets konvention 218 om en integreret tilgang til sikkerhed, tryghed og service ved fodboldkampe og andre sportsbegivenheder

Formålet med konvention 218 er at skabe et trygt, sikkert og imødekommende miljø i forbindelse med fodboldkampe og andre sportsbegivenheder, og konventionen indebærer bl.a. et øget fokus på et tværfagligt samarbejde for en integreret opnåelse af sikkerhed, tryghed og service. Konvention 218 er tiltrådt af 29 lande, inklusive Danmark.

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 30 12 63 46
Back to top