Regeringen har besluttet helt at åbne grænsen for beboere i Slesvig-Holsten. Samtidig åbnes der for besøg fra kærester, forlovede, bedsteforældre og børn fra andre EU- og Schengenlande samt UK.
Personer med bopæl i Slesvig-Holsten kan fra den 15. juni 2020 indrejse i Danmark uden at opfylde kravet om et anerkendelsesværdigt formål. De skal alene dokumentere, at de bor i Slesvig-Holsten.
Justitsminister Nick Hækkerup siger:
”Sønderjylland og Slesvig-Holsten er tæt forbundne. Danskere og tyskere er vant til at færdes uhindret over grænsen i det daglige. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan vende tilbage til et mere normalt grænseområde, hvor folk i grænselandet igen kan rejse frit.”
Listen over anerkendelsesværdige formål bliver samtidigt udvidet for indrejsende med fast bopæl i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien. Personer, der er bosat i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien, kan derfor også rejse ind i Danmark fra den 15. juni, for at besøge kærester, forlovede, bedsteforældre og børnebørn samt ved erhvervsrejser og jobsamtaler mv. Derudover åbnes der for personer, der er bosat i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien, og som ejer sommerhus i Danmark, eller som kan dokumentere alene at være i transit i Danmark med henblik på ferieophold eller turisme uden for Danmark. Ferielejligheder, kolonihaver eller både beliggende i Danmark vil i den forbindelse fremover blive sidestillet med sommerhuse. Det samme gælder fastliggerpladser på campingpladser i Danmark.
Justitsminister Nick Hækkerup siger:
”Det har været en hård tid for bl.a. kærestepar, der har været adskilt på grund af grænserestriktionerne. Vi tager nu et skridt på vejen mod en mere normal hverdag og åbner for, at man kan få besøg af blandt andet kærester, bedsteforældre og børnebørn, der bor i EU eller Storbritannien.”
Regeringen følger løbende smitteudviklingen i de øvrige europæiske lande. Hvis udviklingen giver anledning til det, kan der blive stillet særlige krav til personer, der indrejser fra områder, som udgør en særlig smitterisiko.
Regeringen vil endelig se på en snarlig regional åbning i forhold til Sydsverige og en åbning over for hele Finland.