Skal vi omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning? Hvad er tilvalgsordningen, og hvad vil den betyde for Danmark? Regeringen lancerer i dag oplysningsindsatsen forud for folkeafstemningen. Målet med den er at sikre, at alle danskere kan finde information om afstemningen og om konsekvenserne af et ja eller et nej den 3. december.
Den 3. december 2015 skal danskerne i stemmeboksen og beslutte, om vi skal omdanne det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning. Regeringen skyder i dag en indsats i gang, der skal oplyse danskerne om, hvad afstemningen vil betyde for Danmark. Det sker dels på hjemmesiden www.3december.dk, dels i en informationspjece, der kan hentes på biblioteker og borgerservicecentre i hele landet.
”Jeg håber, at så mange danskere som muligt vil stemme den 3. december. Det er en vigtig beslutning, vi står over for. Derfor har vi som regering også en forpligtelse til at oplyse grundigt og faktuelt om, hvad vi skal stemme om, og hvad et ja eller et nej vil betyde for Danmark. Det er baggrunden for den oplysningsindsats, vi lancerer i dag,” siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).
”Uanset om vi stemmer ja eller nej den 3. december, har det betydning for danske familier og virksomheder. Vi stemmer nemlig om dansk deltagelse i f.eks. grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse, politisamarbejde, familieret og handel over grænserne. Derfor er det vigtigt, at danskerne kan tage stilling på et oplyst grundlag om 8 uger,” siger justitsminister Søren Pind (V).
Få svar på dine spørgsmål
På hjemmesiden findes en oversigt over de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med afstemningen. Det gælder blandt andet spørgsmål om, hvilke dele af EU-samarbejdet vi tilslutter os, hvis vi stemmer ja, og om vi kan få en parallelaftale, hvis vi stemmer nej.
Baggrunden for folkeafstemningen er den politiske aftale, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik i december 2014.
Fakta: Bliv klogere på folkeafstemningen her
- Gå ind på hjemmesiden www.3december.dk og læs mere om retsforbeholdet og tilvalgsordningen. Du kan også læse om konsekvenserne af et ja og et nej og se konkrete eksempler på, hvad tilvalgsordningen vil betyde for danske borgere, virksomheder og myndigheder.
- Find informationspjecen om afstemningen på dit nærmeste bibliotek eller borgerservicecenter eller download pjecen her.
- Se en kort animeret informationsfilm om afstemningen her.