Regeringen har besluttet at indstille til Hendes Majestæt Dronningen, at Barbara Bertelsen udnævnes som ny departementschef i Justitsministeriet. Barbara Bertelsen kommer fra en stilling som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen og tiltræder stillingen den 16. februar 2015.
Barbara Bertelsen kommer med erfaring fra Moderniseringsstyrelsen og har tidligere arbejdet 14 år i Justitsministeriet.
Justitsminister Mette Frederiksen udtaler:
”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Barbara Bertelsen, der har dyb faglig indsigt, solid erfaring i at samarbejde med aktører fra alle dele af samfundet og ikke mindst er en rigtig dygtig leder. Barbara Bertelsen har den kombination af juridisk spidskompetence og politisk forståelse, som regeringen har søgt hos en ny departementschef for Justitsministeriet. Der står mange vigtige opgaver for døren, ikke mindst det arbejde, der allerede er sat i gang med at styrke samarbejdet mellem Justitsministeriet og Folketinget. Jeg er overbevist om, at Barbara Bertelsen har de personlige egenskaber, der skal til for at være topchef for et ministerium med meget dygtige og dybt engagerede medarbejdere.”
Barbara Bertelsen udtaler:
”Jeg vil gå til jobbet som departementschef i Justitsministeriet med den allerstørste ildhu og omhu. Efter at have været væk fra ministeriet i et par år glæder jeg mig til at vende hjem til Justitsministeriet. Jeg ser frem til at arbejde sammen med de ekstremt dygtige og dedikerede medarbejdere, ikke mindst ser jeg frem til at fortsætte arbejdet med at styrke ministeriets relationer til Folketinget og omverdenen i det hele taget.”
Barbara Bertelsen er født i 1973 og er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet.
—————–
CV
Barbara Beatrice Bertelsen (født 1973)
cand.jur. fra Aarhus Universitet (1998)
2012-2015: Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen
2010-2012: Kontorchef i Økonomikontoret i Justitsministeriet
2009-2010: Kontorchef i Planlægnings- og Udviklingskontoret i Justitsministeriet
2008-2009: Kontorchef i Politikontoret i Justitsministeriet
2007-2008: Souschef i Politikontoret i Justitsministeriet
2004-2006: Fuldmægtig i Justitsministeriet
2003-2005: Sekretær for Visionsudvalget vedrørende fremtidens politi
2001-2003: Fuldmægtig i Statsministeriet
1998-2000: Fuldmægtig i Justitsministeriet