Ambitiøse pejlemærker: Domstolenes sagsbehandlingstider skal forkortes markant | Justitsministeriet

Justitsminister Peter Hummelgaard vil fastsætte ambitiøse pejlemærker for sagsbehandlingstiderne og finde yderligere finansiering til domstolene ved blandt andet en række forenklinger af retsplejen. Det kommer oven i de 1,8 mia. kr., som regeringen har sat af på sit forslag til finanslov for 2024. Det præsenterede justitsministeren i går på et møde med Folketingets partier, som led i forhandlingerne om en ny flerårsaftale for domstolene.

Stigende sagsbehandlingstider, mangel på retssale og ældre it-systemer er nogle af de udfordringer, som domstolene står overfor. Det betyder, at borgere og virksomheder i dag venter uforholdsmæssigt lang tid på at få deres sag afgjort, bl.a. fordi der ikke er nok dommere og retssale til rådighed.

Justitsminister Peter Hummelgaard mødtes i går med Folketingets partier for at forhandle den kommende flerårsaftale for domstolene. Her præsenterede justitsministeren regeringens oplæg til en ny ambitiøs flerårsaftale, der skal vende udviklingen hos domstolene.

Regeringen lægger op til en markant styrkelse af sagsbehandlingen ved domstolene og fastsættelse af ambitiøse pejlemærker for sagsbehandlingstiderne på:

  • 100 dage for straffesager med domsmænd (mod 255 dage i 2022)
  • 1 år for almindelige civile sager med hovedforhandling (mod 668 dage i 2022)

Styrkelsen af sagsbehandlingen skal være med til at bekæmpe sagsbunkerne og få sagsbehandlingstiderne ned på et fornuftigt niveau.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Domstolene har de seneste år bl.a. været ramt af stigende sagsbehandlingstider, som udfordrer retssikkerheden. Retssikkerhed handler også om at få sin sag afgjort indenfor rimelig tid. Derfor mødtes jeg i går med Folketingets partier, så vi sammen kan få fastlagt en ny flerårsaftale for domstolene.

Vi skal komme problemerne med lange og stigende sagsbehandlingstider til livs, og regeringen lægger op til at fastsætte ambitiøse pejlemærker for sagsbehandlingstiderne for straffesager med domsmænd og almindelige civile sager på henholdsvis 100 dage og ét år. Vi skal have en aftale på plads, der én gang for alle kan få sat ind over for domstolenes udfordringer, herunder bekæmpelse af domstolenes sagsbunker.

Milliardbeløb skal genopbygge domstolene

Regeringen afsatte i sidste uge på forslag til finanslov for 2024 en betydelig reserve på i alt ca. 1,8 mia. kr. i perioden 2024-2027 til brug for de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for domstolene.

Som led i forhandlingerne vil regeringen desuden lægge op til, at der findes et yderligere finansieringsbidrag på samlet ca. 0,5 mia. kr. i perioden 2024-2027 til flerårsaftalen, hvoraf ca. halvdelen kan henføres til frigørelse af ressourcer indenfor domstolenes eksisterende økonomiske rammer. I den forbindelse vil regeringen bl.a. foreslå en række forenklinger af retsplejen på baggrund af anbefalingerne fra Rørdam-udvalget og Retsplejerådet med henblik på at smidiggøre domstolenes sagsgange og frigøre dommertid.

Det samlede oplæg til finansiering vil både skulle finansiere videreførelsen af eksisterende bevillinger, herunder midlertidige bunkebekæmpelsesindsatser, for i alt ca. 1,0 mia. kr. og nye initiativer i flerårsaftalen for i alt ca. 1,3 mia. kr. i perioden 2024-2027.

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 30 12 63 46
Back to top