Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet er i dag blevet enige om en række initiativer vedrørende fejl hos politiet eller anklagemyndigheden i forbindelse med omgørelsesfristen i straffesager.
På baggrund af flere konkrete sager om seksuelle overgreb, hvor fejl hos politiet og anklagemyndigheden har ført til, at sagerne ikke kunne forfølges yderligere, holdt justitsminister Peter Hummelgaard i juni 2023 møde med Folketingets partier om blandt andet omgørelsesfristen i straffesager.
Som opfølgning på mødet har justitsministeren og ordførerne torsdag afholdt endnu et møde. Resultatet af mødet er en ny politisk aftale om tiltag, der skal minimere risikoen for, at den type fejl sker igen. Aftalen skal samtidig gøre det lettere for de forurettede at få taget stilling til, om de har krav på erstatning eller godtgørelse, hvis fejl alligevel sker.
Aftalepartierne er således enige om følgende nye initiativer:
- Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, forlænges fra de nuværende 2 til 4 måneder.
- Retsplejelovens § 1018 h ændres, så forurettede kan få taget stilling til sit krav om erstatning eller godtgørelse efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 93 a, hvis der igen sker lignende fejl vedrørende omgørelsesfristen.
- Justitsministeriet udarbejder inden udgangen af februar 2024 et beslutningsgrundlag, som skitserer fordele og ulemper ved indførelse af en særlig godtgørelsesordning til forurettede for fejl hos politiet eller anklagemyndigheden vedrørende omgørelsesfristen i straffesager. Beslutningsgrundlaget fremlægges for aftalepartierne.
Samtidig noterer partierne sig, at Justitsministeriets Forskningskontor vil igangsætte en ny undersøgelse, der belyser tilfredsheden med politiet blandt kriminalitetsramte borgere, herunder ofre for voldtægt.
Derudover noterer partierne sig, at politiet og anklagemyndigheden har anmodet politikredsene om at indføre nye retningslinjer for underretning af forurettede om en afgørelse om påtaleopgivelse og for kontrol og tilsyn med behandlingen af sager om påtaleopgivelser med henblik på at minimere risikoen for, at lignende fejl forekommer fremover. Som led i disse initiativer skal politikredsene fremover så vidt muligt tage telefonisk kontakt til den forurettedes bistandsadvokat, den forurettede eller dennes værge(r) i forbindelse med, at der træffes afgørelse om påtaleopgivelse i voldtægtssager.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
“Tryghed, tillid og retfærdighed er fundamentet for et velfungerende retssamfund. Det slår skår i tilliden til myndighederne, når der sker alvorlige fejl hos politiet og anklagemyndigheden. Derfor er det vigtigt og rigtigt, at vi med aftalen nu får etableret et stærkere bolværk mod den type fejl i fremtiden, og at vi også gør det lettere for ofrene at få taget stilling til, om de kan få erstatning eller godtgørelse, hvis der alligevel sker fejl. “
Retsordfører for Venstre Preben Bang Henriksen siger:
”Venstre hilser med glæde, at lang tids arbejde til sikring af retsstillingen for mulige voldtægtsofre nu har båret frugt. Alt for mange sager har i realiteten fundet deres utilfredsstillende afgørelse via en fejl på politistationen og ikke for en dommer i en retssal. Med udvidelsen af omgørelsesfristen fra 2 til 4 måneder burde risikoen for fejl i forkyndelsen herefter være minimeret. Venstre ser frem til resultatet af Justitsministeriets undersøgelse af mulig godtgørelse for myndighedsfejl”
Retsordfører for Moderaterne Tobias Elstrøm siger:
”I mit arbejde som bistandsadvokat har jeg ofte set, hvordan ofre for forbrydelser bliver tabt i systemet på grund af graverende fejl hos politiet og anklagemyndigheden. Det kan have psykologiske indvirkninger på ofrenes mentale trivsel og sætter spørgsmålstegn ved retssikkerheden i samfundet. Med denne aftale skaber vi bedre betingelser for ofre i retssystemet og minimerer risikoen for fejl som disse.”
Retsordfører for Socialistisk Folkeparti Karina Lorentzen Dehnhardt siger:
”Aftalen er et lille skridt i den rigtige retning for de ofre, som er blevet svigtet af myndighederne. For det er ikke bare ”en beklagelig fejl” for dem, som modigt stiller sig frem og fortæller om, at deres sag ikke er blevet undersøgt. De har oplevet et voldsomt brud på tilliden til retssystemet. Det er derfor godt, at omgørelsesfristen forlænges, og at adgangen til at søge erstatning bedres, men vi så gerne, at der indføres en reel erstatningsmulighed for myndighedsfejl og et tilsyn med voldtægtssager, sådan at vi bliver klogere på, om alle efterforskningsskridt tages.”
Retsordfører for Danmarksdemokraterne Betina Kastbjerg siger:
”Det er uacceptabelt, at gerningsmænd, der har udsat nogle piger for seksuelle overgreb, kan gå fri. Det underminerer tilliden til retssystemet samtidig med, at det har enorme konsekvenser for ofret, at sagerne ikke bliver fulgt til dørs. Derfor er jeg glad for, at vi i dag har indgået en aftale, der skaber nogle gode rammer for, at den slags fejl ikke sker i fremtiden. I Danmarksdemokraterne står vi altid på ofrets side.”
Retsordfører for Det Konservative Folkeparti Mai Mercado siger:
”Konservative er med i aftalen, som forhåbentlig betyder, at politiet kommer til at begå færre fejl fremadrettet. Fra start har vi haft det ønske, at politiet skal være i stand til at se, hvor mange fejl der bliver begået – herunder om der i fremtiden kommer færre fejl, men det giver den politiske aftale ikke mulighed for.”
Retsordfører for Enhedslisten Rosa Lund siger:
”Forhåbentlig betyder denne lille ændring noget rigtig stort – nemlig, at vi i fremtiden undgår sager, hvor ofre tabes i systemet.”
Retsordfører for Dansk Folkeparti Mette Thiesen siger:
”I Dansk Folkeparti er vi glade for at sikre danskerne bedre mod uretfærdighed og arbejde for færre fejl hos politi og anklagemyndighed. Denne aftale er udtryk for en højere grad af retfærdighed og retssikkerhed, og derfor er vi selvfølgelig med.”
Retsordfører fra Alternativet Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen siger:
”Alternativet vægter altid tilliden til retsstaten og retssystemet højt, da det er et grundfundament i et demokrati. Når der opstår meget beklagelige fejl i systemet, er det afgørende for tilliden, at systemet gør alt for at undgå lignende fejl og gør bod på skaden. Derfor er Alternativet også glade for at være med i en aftale, der gør det nemmere at rette op på fejl og muligt at gøre bod.”
Baggrund
Møderne i juni og august 2023 mellem regeringen og Folketingets partier følger op på samrådet om fejl hos politiet eller anklagemyndigheden i straffesager den 20. april 2023.
Formålet med en forlængelse af omgørelsesfristen er at sikre mere tid til at opdage eventuelle fejl, blandt andet så forurettede også i sådanne tilfælde kan gøre brug af sin klageadgang. En forlængelse af omgørelsesfristen vil ikke være en garanti mod, at der fremover sker fejl, men skal være med til at mindske risikoen for fejl.
Ændringen af retsplejelovens § 1018 h vil gøre det lettere for forurettede i blandt andet voldtægtssager at få behandlet krav om erstatning eller godtgørelse, hvis der sker fejl vedrørende omgørelsesfristen.