Lovforslag
L 58: Forslag til lov om ændring af straffeloven, militær straffelov og retsplejeloven og om ophævelse af lov om straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (Visse internationale forbrydelser)
Lovforslaget er fremsat den 23. oktober 2024.
Lovforslaget har til formål at gennemføre forslagene fra Krigsforbrydelsesudvalget i betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser.
Forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur kan i al væsentlighed straffes efter gældende dansk ret, men der er ikke straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer de nævnte forbrydelser. Med lovforslaget indføres der særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur i et nyt kapitel om visse internationale forbrydelser i straffeloven.
Derudover har regeringen på baggrund af et beslutningsgrundlag udarbejdet af Krigsforbrydelsesudvalget besluttet at ratificere tilføjelsen om aggressionsforbrydelsen i statutten for Den Internationale Straffedomstol. Med lovforslaget indføres der derfor også en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser i det nye kapitel i straffeloven. Desuden flyttes indholdet af folkedrabsloven, hvorefter folkedrab i dag er strafbart, til det nye kapitel, så alle de internationale forbrydelser, der er omfattet af Straffedomstolens statut, samles i kapitlet.
Lovforslaget indeholder derudover en række ændringer af retsplejeloven med henblik på, at bl.a. reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, brug af videoafhøring og hemmelig ransagning i relevant omfang også kan anvendes i sager omfattet af det nye kapitel i straffeloven.
Lovforslaget er tilgængeligt i sin helhed på her.