Bekendtgørelse
Bekendtgørelse nr. 8 af 3. januar 2024 om midlertidig fravigelse af dele af retsplejelovens bestemmelser om målrettet registrering og opbevaring af trafikdata.
Bekendtgørelsen om midlertidig fravigelse af dele af retsplejelovens bestemmelser om målrettet registrering og opbevaring af trafikdata trådte i kraft den 10. januar 2024.
Bekendtgørelsen indebærer, at retsplejelovens § 786 b om målrettet personbestemt logning ikke finder anvendelse. Det betyder, at retsplejelovens § 786 c, stk. 1, nr. 2, om målrettet geografisk logning i områder, hvor der er et højt antal af beboere dømt for grov kriminalitet, nu finder anvendelse og vil blive iværksat. Det bemærkes i den forbindelse, at der siden den 28. juni 2022 har været iværksat målrettet geografisk logning i områder, hvor der er et højt antal anmeldelser af grov kriminalitet samt af visse sikringskritiske områder, jf. retsplejelovens § 786 c, stk. 1, nr. 1 og stk. 2. Bekendtgørelsen indebærer endvidere, at bekendtgørelse nr. 1068 af 28. juni 2022, hvorefter retsplejelovens § 786 b om målrettet personbestemt logning og § 786 c, stk. 1, nr. 2, om målrettet geografisk logning hidtil har været fraveget, ophæves.
Bekendtgørelsen er tilgængelig i sin helhed her: www.retsinformation.dk/eli/ft/B20240000805
Høring
Justitsministeriet har den 10. januar 2024 sendt udkast til forslag til lov om ændring af lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (Udvidelse af undersøgelsen) i høring med høringsfrist den 7. februar 2024.
Udkast til lovforslaget, høringsbrev og høringsliste er tilgængelig på høringsportalen: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/68309
Justitsministeriet har den 10. januar 2024 sendt udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af aftale om initiativer vedrørende omgørelsesfristen i straffesager) i høring med høringsfrist den 7. februar 2024.
Udkast til lovforslaget, høringsbrev og høringsliste er tilgængelig på høringsportalen: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/68310