Lovforslag
L 114: Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer m.v., lov om krigsmateriel m.v. og lov om jagt og vildtforvaltning (Strammere kontrol med våbentilladelser, øget sikkerhed ved besiddelse af våben og opbevaring af ammunition, m.v.).
Lovforslaget er fremsat den 28. februar 2024.
Lovforslaget har bl.a. til formål at implementere de nødvendige lovændringer som følge af regeringsudspillet ”Strammere greb om våben” fra juni 2023.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:
- Det foreslås, at personer, der har begået grove lovovertrædelser eller er meddelt tilhold, opholdsforbud eller bortvisning, ikke skal kunne meddeles våbentilladelse mv. i et bestemt tidsrum fra domsafsigelsen eller fra beslutningen om tilhold, opholdsforbud eller bortvisning, ligesom våbentilladelsen mv. skal bortfalde for personer, der dømmes for grove lovovertrædelser.
- Det foreslås at gøre det muligt for politiet systematisk at indhente helbredsoplysninger hos ansøgere ved ansøgninger om våbentilladelser mv., herunder i visse tilfælde at kunne give afslag som følge af ansøgerens helbredstilstand.
- Det foreslås at etablere en ordning, hvor berørte offentlige myndigheder får en særlig adgang til at indgive bekymringsindberetninger til politiet vedrørende personer med våbentilladelse mv.
- Det foreslås at skærpe bødestraffen for bl.a. uforsvarlig opbevaring af våben, ligesom der lægges op til en skærpelse af bødestraffen for ulovlig besiddelse af ammunition.
Herudover indeholder lovforslaget en række andre mindre ændringer i lov om våben og eksplosivstoffer m.v., lov om krigsmateriel m.v. og lov om jagt og vildtforvaltning.
Lovforslaget er tilgængeligt i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/202312L00114
L 115: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene 2024-27 m.v.)
Lovforslaget er fremsat den 28. februar 2024.
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de initiativer fra aftale om domstolenes økonomi 2024-27, som kræver lovændringer. I tilknytning hertil foreslås nogle yderligere forenklinger af retsplejen især på baggrund af arbejdet i udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene (”Rørdam-udvalget”) og i Retsplejerådet.
Aftalepartierne er med baggrund i arbejdet i Rørdam-udvalget og Retsplejerådet enige om en række målrettede tiltag, der har til formål at smidiggøre centrale dele af retsplejen. Lovforslaget gennemfører de aftalte initiativer, som kræver lovændring.
Herudover foreslås der nogle yderligere effektiviseringer af retsplejen, som Rørdam-udvalget eller Retsplejerådet har anbefalet, da de samlet set skønnes at medvirke til en mere effektiv retspleje, selv om det enkelte forslag ikke vurderes at kunne frigøre ressourcer af betydning.
Lovforslaget er tilgængeligt i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/202312L00115
L 116: Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven (Styrket beskyttelse af offentligt ansatte i sager om aktindsigt)
Lovforslaget er fremsat den 28. februar 2024.
Formålet med lovforslaget er at styrke beskyttelsen af offentligt ansatte i forbindelse med sager om aktindsigt. Det foreslås således med lovforslaget bl.a. at ændre reglerne om aktindsigt, så det i videre omfang bliver muligt at afslå at behandle en anmodning om aktindsigt, der er motiveret af retsstridige eller chikanøse hensigter.
Lovforslaget er tilgængeligt i sin helhed her: