Lov om flagning (Okt I)
Lovforslaget har til formål at genindføre et forbud mod flagning med udenlandske flag.
Ændring af retsplejelov for Grønland (Aktindsigt, kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner, digital og forenklet digital forkyndelse og politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser m.v.) (Okt I)
Lovforslaget har for det første til formål at udvide offentlighedens adgang til aktindsigt i domme med henblik på at sikre størst mulig åbenhed og indsigt i domstolenes arbejde i Grønland. Lovforslaget har for det andet til formål at forbedre politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af alvorlig og mere organiseret kriminalitet, herunder ved at anvende agenter, samt at forbedre beskyttelsen af vidner. Lovforslaget har for det tredje til formål at indføre regler om digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse, så der også i grønlandsk retspleje kan drages fordel af de muligheder, der nu ligger i digital kommunikation. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022.
Ændring af retsplejeloven, lov om skifte af dødsboer, arveloven og databeskyttelsesloven (Forhøjelse af antallet af dommere, revision af reglerne om Advokatsamfundets organer, udvidelse af adgangen til at opnå møderet for landsret, værgers betaling af sagsomkostninger, digital behandling af sager om skifte af dødsboer, ophævelse af krav om tilladelse fra Datatilsynet til visse behandlinger m.v.) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er for det første at forhøje antallet af dommere. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om domstolenes økonomi 2024-27 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige fra november 2023. Endvidere gennemfører lovforslaget ændringer i retsplejelovens regler om advokater og Advokatsamfundets organer samt om sagsbehandlingen i civile sager m.v. Lovforslaget har for det andet til formål at gennemføre de ændringer af dødsboskifteloven, som er nødvendige for at færdiggøre digitaliseringen af sager om dødsboskifte (fjerde release i Domstolsstyrelsens straffe- og skifteprogram). Lovforslaget har endelig til formål som led i opfølgning på regeringens forslag til finanslov for 2025 at gennemføre et initiativ om opgavebortfald ved at ophæve krav om, at private skal indhente tilladelse fra Datatilsynet til visse behandlinger.
Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (Okt I)
Lovforslaget skal på baggrund af anbefalinger fra et sagkyndigt udvalg modernisere den gældende lovgivning om offentlige auktioner ved auktionsledere. Det skal være med til at sikre, at auktionskøb foregår under betryggende rammer. Det skal endvidere være med til at sikre kontrol med handel med brugte genstand og hindre videresalg af stjålne, forfalskede eller ulovligt udførte genstande.
Lov om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed (Okt I)
Lovforslaget skal på baggrund af anbefalinger fra et sagkyndigt udvalg modernisere den gældende lovgivning om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed. Det skal være med til at sikre kontrol med handel med brugte genstande og videresalg af stjålne, forfalskede eller ulovligt udførte genstande.
Ændring af straffeloven, militær straffelov og retsplejeloven og ophævelse af lov om straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (Visse internationale forbrydelser) (Okt II)
Lovforslaget har til formål at gennemføre forslagene fra Krigsforbrydelsesudvalget, der i juni 2024 afgav betænkning nr. 1583 om visse internationale forbrydelser.
Ændring af straffeloven (Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 132 a, stk. 1, om forbud mod videreførelse af en forening, der foreløbig er forbudt eller opløst ved dom) (Nov I)
Med lovforslaget foreslås det at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 132 a, stk. 1, om forbud mod videreførelse af en forening, der foreløbig er forbudt eller opløst ved dom. Formålet med udvidelsen er at kriminalisere handlinger, der er egnet til at fremstå som deltagelse i videreførelsen af en foreløbig forbudt eller opløst forening.
Ændring af straffeloven, politiloven og lov om supplerende bestemmelser til forordning om håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online (Gennemførelse af dele af aftale om en styrket indsats mod antisemitisme) (Nov I)
Lovforslaget har til formål at styrke indsatsen mod antisemitisme. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en styrket indsats mod antisemitisme mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet fra juni 2024.
Ændring af lov om politiets virksomhed og straffeloven (Styrket indsats mod borgernær kriminalitet) (Nov I)
Lovforslaget har bl.a. til formål at skærpe bødestraffe for butikstyveri, styrke den økonomiske kontrol med unge, der begår indbrud eller hæleri, samt at indføre hjemmel til, at politiet uden forudgående mistanke kan foretage stikprøvekontrol af cyklister med henblik på at kontrollere, om den pågældende cykel er meldt stjålet. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsudspillet ”Sammen om en tryggere hverdag” fra februar 2024.
Ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (Opfølgning på Justitsministeriets evaluering af PET-loven) (Nov I)
Lovforslaget har til formål at følge op på Justitsministeriets evaluering af PET-loven fra juni 2022.
Ændring af retsplejelov for Grønland, kriminallov for Grønland, lov for Grønland om pant og lov om ægteskabets retsvirkninger som sat i kraft for Grønland (Gennemførelse af dele af flerårsaftale for domstolene 2024-2027) (Nov II)
Lovforslaget har til formål at gennemføre en række af de initiativer vedrørende Grønland i flerårsaftalen om domstolenes økonomi, som kræver lovændring. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om domstolenes økonomi 2024-27 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige fra november 2023.
Lovgivning vedrørende seksuelt krænkende materiale, herunder materiale der seksualiserer børn m.v. (Dec I)
Lovforslaget har til formål at styrke indsatsen mod seksuelt krænkende materiale, herunder materiale der seksualiserer børn.
Ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstatningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte) (Dec II)
Lovforslaget har til formål at sikre, at krav på erstatning, der stammer fra berigelseskriminalitet, fremover kan fyldestgøres gennem midler på pensionskonti, der i dag er beskyttet mod kreditorforfølgning. Lovforslaget er en opfølgning på beslutningsforslag nr. B 46 fra folketingsåret 2021/22.
Ændring af straffeloven (Definition af, hvad skal anses for strafbare handlinger og for sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger) (Dec II)
Lovforslaget har til formål at tilpasse de danske regler om overtrædelse af EU-sanktioner til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2024/1226 om, hvad der skal anses for strafbare handlinger og for sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger. Direktivet er omfattet af det danske retsforbehold, men med lovforslaget indføres der regler svarende til direktivet.
Lovgivning vedrørende regeringens udspil om opioider (Dec II)
Lovforslaget har til formål at gennemføre de dele af regeringens kommende udspil om opioider, der kræver lovændringer.
Ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Etablering af forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud) (Jan I)
Lovforslaget har til formål at indføre en forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud, der skal beskytte ofre for bl.a. partnervold og stalking.
Ændring af lov om politiets virksomhed (Indførelse af genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i dansk politi) (Jan I)
Lovforslaget har til formål at indføre genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i dansk politi i sager om grov personfarlig kriminalitet.
Ændring af retsplejelov for Grønland (Betalingspåkrav) (Jan I)
Lovforslaget har til formål at indføre samme mulighed for forenklet behandling af inkassosager, som er gældende i Danmark. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022.
Lovgivning vedrørende styrkelse af indsatsen i forhold til løsladte terrordømte og radikaliserede (Jan II)
Lovforslaget har til formål at styrke indsatsen over for løsladte terrordømte og radikaliserede, herunder indsatsen over for udviste udlændinge på udrejsecentre. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022.
Ændring af kriminallov for Grønland, retsplejelov for Grønland og våbenlov for Grønland (Styrket indsats mod stalking, kriminalisering af identitetsmisbrug og afbrydelse af påtalefrist m.v.) (Jan II)
Lovforslaget har til formål at styrke indsatsen mod stalking, gennemføre en kriminalisering af identitetsmisbrug og forenkle reglerne om afbrydelse af påtalefristen. Endvidere har lovforslaget til formål at etablere de fornødne bemyndigelser med henblik på at kunne fastsætte administrative regler om udgang mv. for personer anbragt i hospital eller institution i henhold til retsafgørelser i medfør af den grønlandske kriminallov og retsplejelov. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022.
Ændring af PNR-loven (Revision af PNR-loven som følge af praksis fra EU-domstolen) (Jan II)
Lovforslaget har til formål at følge op på EU-domstolens dom i sag C-817/19. Det foreslås således med lovforslaget at ændre rammerne for hvordan myndighederne indsamler, opbevarer, anvender og deler PNR-oplysninger.
Ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. og retsplejeloven (Politiets fysiske inddragelse af pas i sager, hvor der er sket frakendelse, fratagelse eller fortabelse af indfødsretten, pligt til at udlevere videoovervågning til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i forbindelse med behandling af adfærdsklagesager m.v.) (Jan II)
Lovforslaget har til formål at indføre en klar retlig ramme for politiets opgaver i forhold til den fysiske inddragelse af pas i sager, hvor der er sket frakendelse, fratagelser eller fortabelse af indfødsretten. Lovforslaget har desuden til formål at indføre en hjemmel, der medfører pligt til at udlevere videoovervågning til Den Uafhængige Politiklagemyndighed til brug for behandling af adfærdsklagesager.
Ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., udleveringsloven og andre forskellige love (Etablering af særlige afdelinger for terrordømte m.v., styrkelse af Kriminalforsorgens indsats over for ekstremisme og radikalisering m.v. samt ændringer i reglerne om udlevering til og fra medlemsstater i Den Europæiske Union m.v.) (Feb I)
Lovforslaget har blandt andet til formål at gennemføre ændringer, der understøtter etableringen af to særlige afdelinger til placering af terrordømte og særligt farlige radikaliserede indsatte. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2023-2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fra marts 2023. Derudover har lovforslaget bl.a. til formål at implementere yderligere lovgivningsmæssige tiltag, der er nødvendige for at styrke Kriminalforsorgens indsats over for blandt andet ekstremisme og radikalisering og over for disciplinære forseelser i Kriminalforsorgen samt tiltag, der kan smidiggøre sagsbehandlingen i Kriminalforsorgen. Desuden indeholder lovforslaget ændringer af udleveringsloven, der skal sikre, at den danske udleveringslov er i overensstemmelse med EU-domstolens fortolkning af Rådets rammeafgørelser 2002/584/RIA og 2009/299/RIA.
Ændring af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Gennemførelse af dele af bandepakke IV) (Feb I)
Lovforslaget har til formål at udvide lovens anvendelsesområde, således at børn og unge, der er i risiko for at rekruttering til banderne, i højere grad bliver henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fra november 2023.
Lovgivning om en styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd (Feb II)
Lovforslaget har til formål at gennemføre en styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd.
Lov om offentligt ansattes ytringsfrihed (Feb II)
Lovforslaget har til formål at lovfæste de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Dansk Folkeparti fra april 2024.
Redegørelse til Folketinget:
- Redegørelse om forvaltningens tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen (Mar II)