Indlæg bragt i Politiken den 2. november 2024 af Peter Hummelgaard (S)
DEBAT: Det starter måske relativt uskyldigt med en pille før en fest for at dulme nerverne. Nogle unge beskriver den rus, de får, som en følelse af varme og glæde i kroppen.
Men glæden er kortvarig. Hurtigt skal der flere piller til for at få den samme virkning, og prøver man at stoppe, dukker abstinenserne op. Før man ved af det, kan man være fanget i dyb afhængighed.
Synderen er opioider – en gruppe af euforiserende stoffer, der virker smertestillende og sløvende, og som er meget afhængighedsskabende. Opioider kan fås på recept, hvor de blandt andet bruges til behandling af alvorlige smertetilstande. Men desværre bliver de også solgt ulovligt som rusmiddel.
OG TILSYNELADENDE ER de nemme at få fat på. Der er eksempler på, at opioidpiller bliver solgt ulovligt i kiosker og på sociale medier, hvor unge har en stor del af deres sociale liv. Den nemme tilgængelighed og dét, at opioider også bliver solgt som lovlig medicin, kan få børn og unge til at tro, at pillerne er ufarlige.
Men ifølge landets tre retsmedicinske institutter er opioider farligere end eksempelvis kokain og amfetamin. Det skyldes blandt andet, at de alle kan medføre afhængighed, har et smalt spænd mellem rusdosis og dødelig dosis og er den hyppigste årsag til dødelige forgiftninger med lægemidler og rusmidler i Danmark. Vi kender til problemet fra USA, hvor misbruget af opioider har spredt sig voldsomt de senere år. Alene i perioden fra 2021 til 2022 har opioider resulteret i mere end 80.000 dødelige overdoser i USA. Selvom vi er langt fra amerikanske tilstande i Danmark, så er der noget, der desværre tyder på, at misbruget i Danmark er i vækst. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at flere unge indlægges med opioidforgiftning. Flere unge søger hjælp. Nogle dør af deres misbrug.
Den udvikling vil vi ikke acceptere. Derfor fremlagde regeringen den 28. oktober et omfattende udspil, der skal sætte målrettet ind mod børn og unges misbrug af opioider.
Med initiativerne griber vi problemet an fra flere vinkler. Salg af ulovlige opioider skal mødes med skrappere konsekvenser. Straffen skal i højere grad afspejle, hvor farlige de her stoffer er. Det gør den ikke i tilstrækkelig grad i dag.
Vi skærper også straffen for narkotikakriminalitet, hvis salget sker fra for eksempel kiosker og via sociale medier. Vi skal desuden give myndighederne bedre muligheder for at sætte ind, herunder for at fratage de involverede retten til at drive kiosk og eventuelt også at opholde sig i den pågældende kiosk.
VI VIL OGSÅ gøre det sværere for pusherne at sælge. Derfor vil vi indføre en særskilt hjemmel til at konfiskere biler, elcykler og andre transportmidler, der bruges til grov narkotikakriminalitet. For eksempel vil man kunne konfiskere de biler, som pusherne bruger til at bringe stoffer ud til kunderne. Og så skal vi sætte ind over for de samvittighedsløse kriminelle, der desværre har succes med at smugle opioider og andre ulovlige stoffer ind over Danmarks grænser. For ussel mammon. For egen vindings skyld. Og uden tanke for unge liv, der bliver smadret.
Derfor opruster vi nu. Med 18 nye toldere. Med fire nye toldhunde. Og med en ekstra containerscanner, der hurtigt kan gennemlyse og tjekke hele containere og lastbiler for de farlige stoffer. Vi skal blive bedre til at opspore og afsløre smuglerne. Så pusherne her i landet får færre stoffer i hænderne. Og så færre unge lokkes i fælden.
SIDST MEN IKKE mindst sætter vi ind med mere forebyggelse, bedre stofmisbrugsbehandling og tættere overvågning af misbrugsomfanget. Vi vil blandt andet afsætte knap 20 millioner kroner til et nyt nationalt kompetencecenter, der blandt andet skal give læger mere faglig viden om, hvordan man bedst behandler børn og unge med et opioidmisbrug.
Samtidig vil vi gennem en målrettet forebyggelseskampagne gøre det klart over for børn og unge og de voksne, der er omkring dem, hvor farlige opioider er, og hvor hurtigt de kan skabe afhængighed. Vi sætter også godt 46 millioner kroner af til at støtte konkrete kommunale indsatser, der styrker den sociale og sundhedsfaglige stofmisbrugsbehandling målrettet børn og unge.
Med initiativerne tager regeringen et vigtigt skridt i bekæmpelsen af et dybt alvorligt og bekymrende problem. Et skridt i retning af en ungdom uden opioider.