Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende den 23. januar 2025 af Peter Hummelgaard (S) og Bjørn Brandenborg (S)
Torsdag den 16. januar 2025 åbnede 50 nye pladser i Ringe Fængsel. I en tid, hvor presset på kriminalforsorgen er stort, er der hårdt brug for flere fængselspladser i Danmark. Ringe Fængsel er for udvisningsdømte udlændinge. Med udvidelsen kommer vi op på en kapacitet på 141 pladser. Det er godt for trygheden i Danmark.
At Ringe Fængsel har vokseværk, betyder samtidig flere arbejdspladser til området. De nye medarbejdere er allerede begyndt deres arbejde i fængslets nye og moderne rammer.
Vi er glade for, at udvidelsen gavner både indsatte, ansatte og lokalsamfund. Vi er samtidig helt bevidste om, at der stadig er store udfordringer, som skal løses. Vi mangler bl.a. fængselsbetjente i hele landet og arbejder derfor sammen med kriminalforsorgen på flere tiltag for at tiltrække så mange nye fængselsbetjente som muligt.
Vi er i gang med at forbedre fængselsbetjentuddannelsen. Vi har oprettet pop-up-skoler. Der bliver nu givet løn under uddannelse til fængselsbetjente, og vi har sikret både fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente et mærkbart lønløft.
Og vi kommer til at gøre mere. Regeringen er bl.a. på vej med en strafreform, der dels skal sætte hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig, personfarlig kriminalitet såsom grov vold og voldtægt, dels skal sikre den fornødne plads i de danske fængsler og tage hånd om bemandingsudfordringerne.
Udvidelsen af Ringe Fængsel er ikke kun et tegn på en styrket kriminalforsorg, men også et bevis på, hvordan lokale fællesskaber og nationale ambitioner kan gå hånd i hånd for at skabe tryghed og udvikling – til gavn for både Midtfyn og hele Danmark.