Indlæg bragt i Information den 9. december 2024 af Peter Hummelgaard (S)
Vi er nødt til at erkende, at nogle børn er i større risiko for at blive udsat for vold derhjemme end andre. Ellers svigter vi de børn, der lige nu sidder i voldsramte hjem og er bange.
Den 26. november udkom jeg med en debatbog om vold i barndommen. Jeg har skrevet bogen for at skabe mere kollektiv bevågenhed. For jeg mener, det er nødvendigt, at vi bliver langt mere bevidste om at handle, når vi har mistanke om, at der foregår vold mod børn i vores nærhed.
I bogen kommer jeg med 21 forslag til, hvordan vi kan få nedbragt volden. Forslagene er udtryk for mine egne ideer og er hverken lagt ind i nogen verserende regeringssager eller Socialdemokratiets partiprogram, men jeg vil gøre mit for, at de bliver til virkelighed. Langt de fleste forslag handler om at få nedbragt vold mod alle børn. For eksempel foreslår jeg at styrke vores velfærd og give børnehusene flere ressourcer, så de kan behandle alle voldssager mod børn.
Særligt ét forslag har dog vakt debat, fordi det går mere målrettet til værks. Den 27. november beskylder Michael Staune Hermann dette forslag for at være et »politisk skyts mod bestemte befolkningsgrupper« i et læserbrev her i Information. Forslaget handler om at indføre en skærpet underretningspligt i parallelsamfundsområderne. Det er kontroversielt, ja. Men vi kan ikke komme uden om at have en politik, der går målrettet efter at hjælpe børn, der hvor risikoen for vold i hjemmet er størst.
Og selv om vold forekommer i alle samfundslag, er det et faktum, at nogle børn er i større risiko for at blive udsat for vold derhjemme end andre. Det gælder blandt andet børn i familier, hvor begge forældre er indvandrere eller efterkommere. I de familier har godt hvert tredje barn været udsat for hårdhændet opdragelse eller vold inden for de seneste to måneder. Mens det er otte procent, hvis begge forældre er af dansk oprindelse.
At målrette indsatsen mod et særligt område, hvor risikoen for kriminalitet er større, er desuden ikke nyt i dansk lovgivning. Vi gør det allerede, når det for eksempel gælder brug af visitationszoner i områder, der er præget af bandekriminalitet. Eller i forbindelse med muligheden for at indføre skærpede strafzoner i områder, hvor der er et ekstraordinært kriminalitetsbillede.
Det kan også godt være, at den skærpede underretningspligt bør gælde i hele landet. Men hvis vi ikke slipper berøringsangsten og erkender, at problemet er større i nogle dele af vores samfund, svigter vi de børn, der lige nu sidder i voldelige hjem og er bange. Vi skal turde sætte børnene først – uanset hvor ubehagelig samtalen måtte være.