Indlæg bragt i Altinget den 18. september 2023 af Peter Hummelgaard (S)
En samlet indsats mod narkotikahandel er nødvendig. Regeringens forslag om skærpede strafzoner og forstærket håndhævelse af zoneforbud udgør afgørende tiltag i kampen mod narkotikahandel på Christiania, skriver justitsministeren.
Pusher Street på Christiania har i årevis været kendt for sin åbenlyse narkotikahandel. Handelen orkestreres af kyniske rocker- og bandemedlemmer, der i kampen om markeder og territorier tyer til rå og hensynsløs vold.
Senest så vi endnu et eksempel på bandernes afstumpede adfærd, da en ung mand blev dræbt og fire personer såret i et brutalt og hensynsløst skyderi i Pusher Street på Christiania.
Vi skal ikke acceptere, at rockere og bander skaber utryghed i vores lokalsamfund. Hverken på Christiania eller noget andet sted i Danmark.
Derfor vil regeringen lukke Pusher Street, som vi kender den i dag. Men skal vi lukke gaden én gang for alle, skal der findes en holdbar løsning. For i snart 50 år har skiftende regeringer forsøgt at få en ende på Pusher Street. Uden at det er sket.
Vi skal ikke acceptere, at rockere og bander skaber utryghed i vores lokalsamfund. Hverken på Christiania eller noget andet sted i Danmark Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Der er sat ind med massiv og langvarig politiindsats, men så snart politiet har normaliseret indsatsen, er pusherne vendt tilbage. Det samme er hashhandlen, volden, skyderiet og alt det andet, der gør området utrygt.
Derfor går den rigtige løsning for mig at se på to ben: For det første skal der en massiv politiindsats til, så vi kan få lagt en dæmper på handlen med hash og andre ulovlige stoffer.
For det andet skal der ske en fysisk forandring af miljøet, så pusherne ikke vender tilbage, så snart politiet normaliserer sin tilstedeværelse.
Området skal ændres, så det tiltrækker nogle andre gæster, end dem, der besøger Pusher Street i dag. Det kan være lovlige butikker, almene boliger – eller noget helt tredje. Det er noget, der skal besluttes sammen med beboerne, som ejer området.
To nye tiltag i kampen mod narkotikakriminalitet
For at understøtte politiet i kampen mod den ulovlige hashhandel har regeringen foreslået to nye redskaber.
For det første vil vi give politiet mulighed for at indføre målrettede skærpede strafzoner rettet mod områder, hvor der – som på Christiania – foregår åbenlys og organiseret handel med stoffer.
Det betyder, at både sælgere og købere af ulovlige stoffer kan se frem til hårdere straffe.
For det andet vil regeringen skærpe straffen for at overtræde de såkaldte zoneforbud, som politiet i dag har mulighed for at give til blandt andet personer, som tager del i organiseret hashhandel.
Den skærpede straf skal gøre det lettere at varetægtsfængsle personer, som overtræder forbuddet, for dermed at få de involverede væk fra gaden.
Det er vigtigt for regeringen, at de nye tiltag ikke rammer de mest udsatte borgere i vores samfund. De nye tiltag ændrer derfor ikke ved, at politiet skal give en advarsel til personer med et længere og vedvarende misbrug, når særlige hensyn taler for advarsel i stedet for straf.
For at understrege dette vil regeringen tydeliggøre lovgivningen, så forpligtelsen til at meddele en advarsel fremgår direkte i lovgivningen om euforiserende stoffer.
Bandepakken tager fat om problemets rod
Men det er klart, at udfordringerne med ulovlig narkotikahandel på Christiania ikke kan ses isoleret. Hvis vi vil have fat om problemets rod, skal der sættes mere grundlæggende ind over for bandernes brutalitet.
Danskerne har fået nok. Og nu har christianitterne også fået nok. Beboerne siger nu helt åbent, at Pusher Street må lukke Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Regeringen præsenterede 12. september en ny bandepakke med 39 tiltag, der skal styrke myndighedernes indsats mod banderne.
Vi vil blandt andet gøre det strafbart at rekruttere unge til kriminalitet. Indsatsen mod knive og skydevåben skal skærpes. Og flere økonomiske bagmænd skal stilles til ansvar for deres handlinger.
Med bandepakken og de to tiltag til bekæmpelse af narkotikakriminalitet giver vi banderne kamp til stregen. For vi har alle sammen fået nok. Jeg har fået nok. Danskerne har fået nok.
Nu har christianitterne – endelig – også fået nok. Beboerne siger nu helt åbent, at Pusher Street må lukke.
Det åbne vindue skal vi udnytte. Lad os nu gøre det rigtigt denne gang.