Indlæg bragt i Politiken den 31. maj 2023.
I løbet af december, januar og februar har politiet opgjort i alt 100 voldelige overfald begået med kniv. Alle knivoverfald har en forskellig historie og baggrund. Men en del af dem har relation til bandemiljøet.
Bag hvert eneste overfald gemmer sig ofre, ulykkelige familier og venner, chokerede vidner, større utryghed og en virkelighed, vi hverken kan eller vil acceptere. Brutale knivoverfald må ikke blive hverdag i Danmark.
Jeg er både vred og forfærdet over det store antal knivoverfald, og jeg er meget optaget af, hvordan vi får det stoppet. Som en reaktion på de mange knivoverfald har jeg foreslået hårdere straffe som en del af løsningen. Det har affødt en heftig debat. En debat, der er blevet til en ordkrig om, hvorvidt en blød eller hård tilgang er den bedste mod banderne.
Den debat vil jeg gerne nuancere. Straf og forebyggelse er ikke hinandens modsætninger, og en debat med den præmis er ikke gavnlig for retspolitikken. Den er udtryk for en polarisering, der splitter, og som kan gøre det sværere at finde fælles løsninger.
Der er brug for et opgør med vanetænkningen om, at vi enten skal forhindre kriminalitet med forebyggelse og socialpolitik eller med straf og mærkbar konsekvens. For sandheden er, at de forskellige redskaber hænger sammen.
Det er naivt at tro, at vi kan nøjes med kun den ene ende af spektret. Samtidig mener jeg faktisk, at nogle af vores hårde indsatser på ét område kan have en forebyggende effekt på et andet givent område. Når vi for eksempel fjerner nogle af de hårde bandetyper fra gaden ved at give dem en fængselsstraf, bliver det nemmere at arbejde forebyggende med lillebrorgenerationen. Derfor er det nyttesløst at stå i hver sin ende og råbe på enten straf eller forebyggelse.
Når vi skal finde den bedste indsats mod bandekriminalitet – og al anden kriminalitet for den sags skyld – skal vi have hele paletten i brug.
Vi kan ikke bekæmpe benhård bandekriminalitet med bløde tiltag alene. Samtidig kan vi ikke bryde fødekæden til banderne ved kun at slå hårdt ned med jernnæven. Og vi er nødt til at være åbne over for, at hårde tiltag også har en effekt – ikke nødvendigvis i forhold til, at et bandemedlem pludselig bliver en lovlydig borger, men når bandemedlemmer sidder fængslet, kan de ikke begå kriminalitet og skabe utryghed i vores lokalsamfund. Og de kan heller ikke ånde potentielle rekrutter i nakken.
Så det er ikke enten eller, men både og. Lad mig give et eksempel: I den lejr, der taler for bløde tiltag frem for hårde, kan man høre argumentet, at straf ikke virker. Straf er noget, vi gør, fordi vi føler os ramt på retsfølelsen, ikke fordi det har en reel effekt på kriminaliteten..
Jeg er enig så langt, at straf og strafskærpelser ikke i sig selv får bandernes kriminalitet og konflikter til at gå væk. Men den hårde og bløde indsats går hånd i hånd. Det samme hører jeg fra nogle af de borgmestre, jeg mødes med, og som kæmper med bandekriminalitet hver dag i deres kommune. Hvis man vil nå ud til de unge, er man nødt til at få de mest hårdkogte typer væk fra gaden.
Et nyt studie fra april 2023 fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at flygtningedrenge, der vokser op i områder med flere gruppekriminelle end i andre områder, har højere risiko for selv at ende i kriminalitet. Samtidig viser nye beregninger fra Justitsministeriet, at 46 pct. af registrerede bandemedlemmer er under 25 år.
Det gør indtryk på mig, at så stor en andel af bandemedlemmerne er unge drenge. Det er helt unge mennesker, der bliver lokket ind i kriminelle miljøer. Det er spild af liv.
Jeg var selv teenager under rockerkrigen på Amager i 90’erne, og jeg kan huske, hvordan de forsøgte at rekruttere unge i ungdomsklubben. De forhærdede typer lokker de unge med falske løfter om et liv i overhalingsbanen med masser af penge, hurtige biler og dyre ure. Men sandheden er, at der intet glorværdigt er over en tilværelse som bandemedlem. De fleste rockere og bandemedlemmer lever et usselt liv, hvor de konstant skal frygte for vold og gengældelse, og hvor politi og myndigheder er på nakken af dem.
Derfor skal vi have fat i de unge, inden banderne får kløerne i dem. Men det forudsætter, at vi får fjernet de hårdeste typer fra gaden, så vi begrænser deres negative indflydelse. Igen mener jeg, at det er svært at få greb om, hvad der er på spil, hvis man kun betragter tiltagene som enten hårde eller bløde.
Ud fra samme perspektiv kan man se tiltaget om at gøre det lettere og hurtigere for boligselskaber at smide kriminelle beboere ud af deres lejemål. Et initiativ som dette vil nogle se som en straf. Sådan vil den enkelte familie nok også opfatte det. Men jeg ser det også som forebyggelse.
Når kriminelle beboere igen og igen forpester livet for alle andre, f.eks. i landets udsatte boligområder, så er det bedst, at de flytter. Både for at mindske kriminaliteten i området, men måske også for familiernes egen skyld. Der er robuste studier, der peger på, at sociale omgivelser og et lokalområdes karakter har betydning for personers kriminalitetsfrekvens, og at dét at flytte til et andet boligområde kan mindske kriminalitet og anden problemskabende adfærd.
Mange af de øvrige tiltag, der igennem årene er iværksat for at komme parallelsamfund til livs, har også karakter af forebyggelse. At vi har sikret en mere blandet beboersammensætning. At vi har sørget for en bedre fordeling af børn i dagtilbud. At vi bygger nye og bedre boligtyper.
I dag ser vi en positiv udvikling i de udsatte boligområder. Flere opnår en højere uddannelse, og flere kommer i arbejde. I det hele taget er antallet af udsatte boligområder og parallelsamfund faldet i de senere år.
Et andet eksempel er Danmarks integrationspolitik. Den får løbende kritik for at være hård og streng, men i min optik er den et af de bedste kriminalitetsforebyggende redskaber, vi har.
Danmark har igennem årtier taget imod mange flygtninge og indvandrere. Mange er integrerede i vores fællesskab, taler sproget, arbejder og er i det hele taget til gavn for Danmark. Men desværre er det et faktum, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i dag er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Blandt andet derfor har et flertal i Folketinget valgt, at vi ikke vil tage imod flere udlændinge, end vi har en rimelig chance for at integrere.
Jeg tror, vores udlændingepolitik er én af årsagerne til, at vi i dag står et andet sted end vores nabolande. Jeg tror også, at vores håndfaste bandepakker har haft en betydning. Et land som Sverige er plaget af langt flere bandekonflikter end Danmark.
Svenskerne oplever væsentligt flere skudepisoder, end vi gør på vores side af sundet. Den svenske statsminister Ulf Kristersson siger nu helt åbent, at Sverige ser mod Danmark for inspiration. Op til det svenske valg sidste år talte Kristersson om ’Dansk straf for svenske forbrydelser’, og den nuværende svenske regering har varslet højere straffe for bandekriminalitet. »Det, vi gør nu, er Danmark begyndt på for 10-15 år siden«, sagde Ulf Kristersson, da han besøgte Danmark i april.
Det gør Sverige bl.a. ud fra en overbevisning om, at de hårde danske straffe er en del af forklaringen på, at bandekriminaliteten i Danmark ikke har udviklet sig som i Sverige. Så kan det godt være, at forskere ikke har forsket i netop den sammenhæng. Men jeg kan godt forstå, at det ikke får de svenske myndigheder til at forholde sig passivt.
Men straf og hårde tiltag kan selvfølgelig ikke stå alene. Vi skal samtidig sætte ind med alle de gode præventive indsatser, vi har, for at holde de unge på afstand af banderne.
Vi skal rulle hele velfærdsstatens røde løber ud med SU, ungdomsboliger og fritidsjob. De unge skal vide, at vi strækker os langt for at hjælpe dem. Fordi vi ønsker, at de skal lykkes.
Og vi skal blive endnu bedre til at udvikle de præventive indsatser, som vi ved har effekt. Et af de initiativer, jeg gerne ser blive et tema i en kommende bandepakke, er idéen om kommunale lommepengejob til de 13-17-årige, som er motiverede for at forlade en truende kriminel løbebane. Et lommepengejob kan f.eks. være, at man fejer på en skole, arbejder i en kantine eller handler ind for ældre. Erfaringer viser en positiv sammenhæng mellem et fritidsjob i ungdomslivet og senere tilknytning til arbejdsmarked og uddannelse. Et lommepengejob kan give den unge mulighed for at tjene sine egne penge på lovlig vis, have ansvar og komme væk fra en kriminel løbebane.
Jeg ser også gerne, at flere unge, som er i fare for at blive rekrutteret til bander, kommer i Ungdomskriminalitetsnævnet og får hjælp til at komme på ret køl igen. En ny undersøgelse af Ungdomskriminalitetsnævnet peger på, at nævnet faktisk kan gøre en vigtig forskel, da det kan være med til at forebygge kriminalitet blandt de helt unge lovovertrædere. I Ungdomskriminalitetsnævnet kan børnene eller de unge sammen med deres forældre få en alvorssnak med folk fra politiet, kommunen og med en dommer. Og så skal der sættes ind med alle de gode præventive tilbud, vi har.
Vi skal hele tiden blive bedre til at nå de unge. Men igen – det bløde og hårde går hånd i hånd. Det er ikke enten eller, men både og.
På samme måde, som jeg mener, at der er brug for et opgør med dogmet om, at straf og forebyggelse er hinandens modsætninger, mener jeg, der er brug for et nyt og bredere syn på begrebet straf.
I debatten om hårdt kontra blødt bliver straf ofte set som det at smide kriminelle i fængsel. Blandt mange af dem, der ønsker mere forebyggelse, italesættes fængselsstraf ofte som et nyttesløst og nærmest kontraproduktivt tiltag. Man sætter et menneske i fængsel, og når vedkommende kommer ud igen, er han eller hun lige så kriminel som før – hvis ikke mere, lyder argumentet.
Men der er flere gode grunde til at anvende fængselsstraf. For det første er fængselsstraf effektiv ved, at gerningspersonen isoleres fra det omgivende samfund og dermed forhindres i at begå ny kriminalitet. Det er dét, der kaldes inkapaciteringseffekten.
For det andet er indespærring den form for straf, der udgør det mest håndfaste indgreb i den dømtes liv. Fængselsstraf er dermed den straf, der tydeligst markerer samfundets afstandtagen til alvorlig kriminalitet. Det har betydning for retsfølelsen. Når man går så langt som til at frihedsberøve en gerningsperson, sender det et klart signal om, at der er handlinger, vi som samfund tager skarpt afstand fra, og som har hårde konsekvenser.
For det tredje skal straffen afskrække potentielle lovovertrædere fra at begå kriminalitet. Det er straffens såkaldte generalpræventive effekt. Her spiller opdagelsesrisikoen en rolle. Når risikoen for at blive opdaget og dermed straffet stiger, så falder sandsynligheden for, at der begås kriminalitet. Det er dokumenteret i forskning. Det er vanskeligt foreneligt med et synspunkt om, at straf ikke skulle have en generalpræventiv effekt.
Men jeg mener, vi skal væk fra vanetænkningen om, at straf partout skal være i form af et ophold bag tremmer. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv kan det være mere hensigtsmæssigt f.eks. at frakende en gerningsperson retten til at udføre sit erhverv, tildele vedkommende en klækkelig bøde eller idømme et længerevarende opholdsforbud.
Jeg synes derfor også, at der er behov for at se på, om vi har de rette sanktionsmuligheder til rådighed, og om vi kan bruge de eksisterende sanktioner bedre, end vi gør i dag.
Efter at jeg har været justitsminister i omkring seks måneder, er det blevet endnu tydeligere for mig, at vi har brug for et opgør med den bløde kontra hårde tilgang til retspolitik.
Vi har brug for et opgør med vanetænkningen om, at vi enten skal forhindre kriminalitet med forebyggelse og socialpolitik eller med straf og konsekvens. Den polarisering er ikke hensigtsmæssig.
Hvis vi ser igennem fastlåste forestillinger om hårde og bløde midler og i stedet bringer både fløjlshandsken og jernnæven i spil, så er jeg overbevist om, at vi kan give bandekriminaliteten et hårdt slag. Få har sagt det bedre end Tony Blair: »Tough on crime, tough on the causes of crime«. Det er dét, jeg navigerer efter.