Indlæg bragt i Avisen Danmark den 30. november 2024 af Peter Hummelgaard (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold, og Kefa Abu Ras, medstifter af Søstre mod vold og kontrol
Debat: Forestil dig et klassebillede af en 8. klasse. 23 børn står skulder om skulder op ad en rød murstensvæg og smiler til kameraet. Men bag smilene gemmer sig et mørke. Fem af børnene bærer på en hemmelighed.
De har været udsat for fysisk vold derhjemme. Hvem af dem lever med ar, som ingen bør bære? Hvem af dem har blå mærker på krop og sjæl? Hvem af dem vil have øget risiko for at klare sig dårligere senere i livet?
Det er næsten tre årtier siden, at vi i Danmark ophævede revselsesretten og gjorde det ulovligt at slå sine børn. Alligevel viser en undersøgelse fra Børns Vilkår fra 2022, at godt hvert femte barn i 8. klasse har været udsat for fysisk vold som for eksempel at blive skubbet, rusket, nevet, slået eller revet i håret af en forælder, stedforælder eller plejeforælder inden for de seneste 12 måneder.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Og knap hvert fjerde barn har været udsat for psykisk vold, som eksempelvis kan være gentagne gange at blive kaldt noget, der har gjort barnet ked af det, at blive udelukket med tavshed eller at blive truet med at blive smidt ud hjemmefra. Ses der på grovere fysisk vold som slag og spark, er der ni procent af børnene, der svarer, at de har oplevet det.
I betragtning af at problemet er så stort, er det nærmest grotesk, at vi ikke taler mere om det. Emnet er sjældent dominerende i den politiske nyhedsdækning. Og det kan være svært for folk at begribe problemets omfang. Men tallene er desværre helt reelle.
Når emnet vold mod børn kun sjældent kommer på tale, kan det skyldes flere ting. Det er for det første ikke rart at tale om. Og for de børn, der står midt i mareridtet, kan det føles skamfuldt at tale åbent om det.
Samtidig er det vores påstand, at mange voksne har købt ind på en kollektiv myte om, at børn i Danmark har det godt. Forståeligt nok. Vi kan ikke få det til at passe med vores opfattelse af at bo i et trygt og moderne velfærdssamfund, at der er forældre, som langer en lussing frem for at tale med trøstende ord. Eller at 2.574 børn i 2023 boede på krisecenter med deres mor.
Men sandheden er, at vold og svigt i barndommen stadig er uhyggeligt aktuelt. Vi har langt fra løst problemet. I den forbindelse kommer vi heller ikke uden om den ubehagelige samtale, som vi må tage med hinanden om, at selvom vold forekommer i alle samfundslag, er nogle børn i større risiko for at blive udsat for vold end andre. Det gælder børn, der vokser op i familier med misbrug eller psykiske lidelser og børn, hvis forældre selv har været udsat for vold i hjemmet, da de var børn.
Det gælder også børn i familier med anden etnisk baggrund end dansk. Problemet er beskrevet af en række markante stemmer: Yahya Hassan, Geeti Amiri, Ahmad Mahmoud, Nedim Yasar og Yaqoub Ali. Vi har læst deres bøger, men har vi lyttet til, hvad de har fortalt os?
Vold i hjemmet – både mod børn og mellem forældre i børns nærvær – har store konsekvenser. Både for det enkelte barn og for samfundet som helhed. Hvad stiller vi op for at hjælpe de børn bedre end i dag? Det er der brug for en fornyet samtale om. For børnenes skyld. For samfundets skyld. For at bryde tabuet og vise, at der findes en anden vej end vold.
Nogle børn er heldige. De møder på deres vej gennem velfærdssamfundet én eller flere personer, der kan hjælpe dem med at frigøre sig af voldens greb. Men for dem, der ikke gør, ser statistikkerne dystre ud. Nogle af dem vil være så hårdt ramt af følgevirkningerne, at de vil være nødt til at være i tæt kontakt med psykiatrien. Andre vil optage plads i fængslerne.
Derfor er der brug for, at vi som samfund i ordets absolut bredeste forstand vågner op og tager sagen alvorligt. At vi tilegner os evnen til at genkende et barns frygtsomme blik eller en pludselig ændret adfærd. At vi tør tale om det svære og gribe ind, når vi ser tegn på, at børn trives dårligt.
Alle har ret til en barndom uden vold. Vi skal kunne være trygge ved, at de smil, som vi ser på klassebilledet, er ægte. Det skylder vi hinanden. Det skylder vi børnene. Derfor skal vi tale om vold mod børn.