Indlæg bragt i Politiken den 2. december 2024 af Peter Hummelgaard (S)
FORLEDEN UDKOM Yahya Hassans familie med en ny bog som refleksion over hans forfatterskab. I den skriver hans bror Abdullah: »Der er efterladt et mørkt hul, hvor mit hjerte sad engang.
Min menneskelighed forlod mig som lille. Jeg er så hærdet, at jeg forårsager smerte for den, som rører ved mig«.
Det rammer mig at læse de linjer.
Måske fordi jeg selv har haft volden tæt på. Men også fordi jeg har set, hvad den gør uden omsorgspersoners indgriben. Den ærlighed som Abdullah udviser i de linjer er bemærkelsesværdig.
Men den er desværre realiteten for alt for mange af dem, der sidder i vores fængsler i dag.
I sidste uge udkom min egen bog om vold i barndommen. Den er et forsøg på at tage et opgør med vold mod børn i hele vores samfund. Jeg ønsker at hjælpe alle børn fra voldens fangarme.
Desværre ser det ikke ud til, at volden er blevet mindre. Selv om det er knap 30 år siden, at vi gjorde det ulovligt for forældre at slå deres børn, så er det fortsat hvert femte barn, der svarer, at de er blevet udsat for vold i familien. Det er et helt vildt tal.
JEG HAR SKREVET min bog med det formål at starte en samfundsdebat.
Og i det også bruge min egen fortælling. Men den er også kun et redskab til at få den fornødne opmærksomhed på problemet. Flere har kritiseret, at de politiske forslag, jeg kommer med, ikke i alle tilfælde ville have hjulpet mig selv som barn. Men det er sådan set heller ikke med mig selv som centrum, at jeg foreslår dem. Det er med udgangspunkt i børnene i dag.
Særlig dem, der er i risiko for den langvarige og alvorlige vold. En nuance, som jeg mener, at Dorte Hygum Sørensen desværre glemmer i sin anmeldelse her i avisen.
Vi skal alle føle en større omsorgsforpligtelse ved mistanke om vold mod børn. Fra patriciervillaerne i Hellerup til lejlighedsbørnene i Vollsmose.
Men vi kan ikke længere blot forlade os til, at velfærdsstaten bliver vores sovepude. Vi kan ikke blot forvente, at pædagogerne, lærerne eller lægerne kan løse det hele alene. Og vi skal væk fra et billede af, at hvad der er synd for forældrene, automatisk også er synd for børnene.
Vi skal i stedet sætte børnene først.
Og indse, at det kræver noget af os alle sammen. Et mere vagtsomt blik. At vi er bedre forældre for vores børns venner.
Jeg har også skrevet bogen som justitsminister og med samfundets fremtid for øje. For når jeg besøger arrester og fængsler rundtom i landet, så er historien ofte den samme. De kriminelle og voldsdømte har næsten altid oplevet vold i deres barndom. Det er ikke ensbetydende med, at man bliver voldelig og kriminel, hvis man er udsat for vold. Men det er næsten altid sådan, at de, der bliver kriminelle, har volden med som dåbsmærke. Skal vi bekæmpe kriminaliteten i vores samfund, herunder den stigende voldskriminalitet, så er vi nødt til at kigge på, hvordan vi stopper vold mod børn. Det er jeg helt overbevist om.
JEG KOMMER MED 21 politiske forslag, og i langt størstedelen af tilfældene er de målrettet mod at få nedbragt volden mod alle børn. Ingen skal leve i frygt, hvor de burde føle sig allermest trygge. For eksempel foreslår jeg at styrke vores velfærd, så de ansatte har tid nok til at spotte volden, at børnehusene får ressourcer nok til at kunne behandle alle voldssager mod børn, at vi får indført obligatoriske retsmedicinske screeninger af alle børn ved mistanke om vold, og at alle borgere bliver uddannet i tegn på vold mod børn, og hvordan man laver underretninger.
For bare at nævne nogle af dem.
Særligt et forslag har dog vakt stor debat, fordi det mere eller mindre også har været det eneste, medierne har nævnt i foromtalen til bogen – at lave en skærpet underretningspligt i parallelsamfundsområderne.
Jeg er glad for, at så mange af jer deltager og giver jeres meninger til kende. Også om det forslag. Det er trods alt formålet med en debatbog og essensen af at være et demokrati. Når jeg har valgt et så kontroversielt redskab, så skyldes det flere afvejninger. For det første at opveje kriminalitetens omfang og intensitet imod løsningens indgriben i borgernes frihed.
Her mener jeg, at parallelsamfundene og mange ikkevestlige miljøer er en helt særlig problematik. Fordi vi ved, at de offentlige myndigheder har langt sværere ved at se ind og hjælpe børnene. Og at volden ikke udføres af enkeltpersoner, men af hele familier eller lokalmiljøer. Det, der i sagens natur er et parallelsamfund med værdier langt fra de danske, der er til meget stor skade for de børn, som er underlagt volden.
Samtidig ved vi fra forskning og rapporter, at risikoen for alvorlig og langvarig vold er større, hvis et barn er født ind i en familie med en anden etnisk baggrund end dansk. Hvert tredje barn har været udsat for hårdhændet opdragelse eller vold, hvis begge forældre har en anden oprindelse end dansk. Mens det blot er 8 procent, hvis begge forældre er af dansk oprindelse. Ligesom risikoen for negativ social kontrol også er langt større og dermed også risikoen for alvorlig psykisk vold.
Men der er også et stort samfundshensyn i det. Kriminalitet og vold generelt er overrepræsenteret i parallelsamfundsområderne.
Og vi ved også, at vold i barndommen øger risikoen for at begå vold senere i livet og at blive kriminel. Ligesom der er en tendens til, at personer med ikkevestlig baggrund er yngre, når de begår overtrædelser af straffeloven. Det er ganske enkelt naivt ikke at se kendsgerningerne i øjnene. Volden, man lærer hjemmefra, tager man med sig videre.
Særligt hvis det er det eneste, man har lært at reagere med. Det sker i højere grad i nogle af de miljøer. Det kræver en helt særlig indsats at få bugt med. Men også at vi taler mere om det alle sammen og holder os det for øje konstant.
Hvis ovenstående ikke er nok, så lyt til de menneskelige stemmer, som modigt har forsøgt at råbe os op.
Dem, der som førstehåndsvidner bekræfter eksistensen af voldens etniske slagside.
Det gælder Yahya Hassan, der bogstaveligt talt råbte os alle ind i hovedet om det. Men også andre debattører som Ahmad Mahmoud, Ali Aminali og Nedim Yasar. Eller de anonyme beretninger fra børn i artikler herom i medierne. Eller fra domsafsigelser, hvor det fremgår, at forældre har pisket deres børn med ledninger, bagbundet dem og efterladt dem alene ukendte steder, uden at de ved, om de mon får lov at vende hjem igen, fordi de skulle lære Koranen.
Jeg vil ikke tage de pågældende meningsdannere til indtægt for, at de skulle være enige i mit løsningsforslag om den skærpede underretningspligt.
Den er for egen regning. Men jeg vil trods alt tage dem til indtægt for, at de er enige med mig i, at problemet eksisterer, og at det er særlig udbredt og alvorligt. Det samme bekræfter børnefaglige organisationer og personer i øvrigt også.
Når jeg skriver det, så er det, fordi jeg i de seneste dage er blevet mødt med kommentarer om, hvorvidt ovenstående kendsgerninger nu passer, og om ikke det er uhensigtsmæssigt holdt op imod den stigmatisering, der måtte opstå mod de mange ikkevestlige familier, der er kærlige forældre, og som ikke slår. At det, jeg foreslår, er diskriminerende.
Men for mig er den egentlige diskrimination, at vi vægter forældrene højere end børnene. Og at vi svigter de børn, der lige nu sidder i voldelige hjem, fordi vi nægter at tage fat om nældens rod.
Hvorfor vil den herskende og tænkende klasse ikke anerkende, at der er et alvorligt problem med vold mod børn, når det gælder integrationen? Vi lovpriste Yahya Hassan, købte hans bøger og indsatte dem i vores farvekoordinerede Montana-reoler. Men lyttede vi egentlig til, hvad han sagde til os? Tog vi stilling? Nej, det gjorde vi ikke.
Jeg forsøger med mit forslag at tage stilling. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis løser problemet. Det kan også godt være, at den skærpede underretningspligt bør gælde os alle i stedet for. Men jeg kan også høre, at der er flere, som heller ikke ønsker sig det.
Det gælder Politikens egen Christian Jensen i hans leder herom. Vi kommer ikke uden om at have politik, der målrettet går efter, hvor volden er mest alvorlig, og hvor den skyldes nogle helt særlige kulturelle problemer, og hvor det offentlige i dag har meget svært ved at følge med. Ellers bliver det ved med at være hvert femte barn, der er vores statistik. Måske højere.
Jeg tilhører ikke dem, der mener, man fødes voldsparat. Man er et produkt af, hvad man udsættes for. At der findes en overrepræsentation af vold mod ikkevestlige børn og samtidig en overvægt i kriminalitet og i fængslerne, hænger uløseligt sammen. Problemerne går ikke væk ved, at vi lader, som om de ikke er der.
Derudover findes der et utal af eksempler på, hvor vi har målrettet lovgivningen til et bestemt område for at få bugt med en særlig kriminalitet eller et særlig stort problem. Og husk på, at den skærpede underretningspligt allerede findes for fagpersonale, og at loven om parallelsamfundsområderne jo netop er gældende i dag.
Hvis ikke I vil have mine løsningsforslag, hvad foreslår I så, at vi konkret gør? Jeg er lydhør over for, hvordan vi løser vold mod børn. Men det er for let at parkere det endnu en gang hos pædagogen eller folkeskolelæreren, der i forvejen har dårlig tid, fordi det er ubekvemt at tale om.
For mig er den egentlige diskrimination, at vi vægter forældrene højere end børnene. Og at vi svigter de børn, der lige nu sidder i voldelige hjem