Justitsminister: Retten til tryghed skal gælde alle danskere | Justitsministeriet

Indlæg bragt i Avisen Danmark, Helsingør Dagblad, Fyns Amts Avis og Århus Stiftstidende den 11. marts f Peter Hummelgaard (S) 

Tryghed er en dansk kerneværdi. Den er ikke til forhandling. Alle danskere – uanset hvor de bor, og hvem de er – skal føle sig trygge i Danmark.

Men desværre er trygheden i Danmark på nogle områder skævt fordelt. For eksempel er det en mindre andel af borgerne i Københavns politikreds og på Københavns Vestegn, der føler sig trygge i deres nabolag, end i resten af landet. Vi ved også, at en større andel kvinder end mænd føler sig utrygge i blandt andet baggårde, gyder og tunneller samt på togstationer. Og det er en mindre andel af borgerne i de særligt udsatte boligområder, der føler sig trygge i deres nabolag end i resten af landet.

Tryghed må ikke være et lotteri – hvor du bor, eller hvem du er, skal ikke afgøre, om du tør gå ud efter mørkets frembrud. Vi vil ikke acceptere, at kvinder føler sig nødsaget til at gå en omvej hjem af frygt for overfald. Vi vil ikke acceptere, at fredelige danskere chikaneres af grupper af unge, der hænger ud og skaber utryghed i byens rum. Og vi vil ikke acceptere, at unge ender på hospitalet efter en bytur, fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Danmark skal være trygt for alle. Det kræver handling. Derfor har regeringen netop præsenteret en række initiativer, der skal mindske utrygheden og sætte hårdt ind mod utryghedsskabende adfærd.

Vi vil slå ned på chikanen fra grupper af unge, der skaber utryghed i det offentlige rum. Politiet skal derfor kunne give et opholdsforbud til personer, der udviser utryghedsskabende adfærd – hvad enten det finder sted på stationer, bytorve eller i parker. Regeringen lægger op til, at overtrædelser skal medføre en bøde på 10.000 kroner ved førstegangsovertrædelser, mens man i gentagelsestilfælde kan straffes med fængsel i op til 30 dage.

Vi vil bekæmpe utrygheden, der, hvor den er mest udbredt. Derfor afsætter vi midler til, at kommunerne kan opsætte flere overvågningskameraer på offentlige steder. Vi sikrer også, at DSB kan styrke realtidsovervågningen på udvalgte togstationer.

Undersøgelser viser, at tv-overvågning kan spille en afgørende rolle i politiets arbejde med at finde og identificere gerningspersoner. Overvågningskameraer kan ligeledes forbedre politiets mulighed for at reagere hurtigt, og de kan bidrage med beviser til efterforskningen.

Samtidig sikrer vi, at DSB kan indsætte flere tryghedsvagter på togstationer og i tog. Mange rejsende er glade for de tryghedsvagter, der er i dag. De giver for eksempel udtryk for, at tryghedsvagterne øger deres følelse af tryghed på rejser i aftentimerne. Det lytter vi til.

Sidst men ikke mindst skal nattelivet være et sted for fest og fællesskab – ikke frygt og vold. Derfor udvider vi listen over lovovertrædelser, der kan føre til forbud mod at opholde sig i nattelivet. Det gælder blandt andet voldtægt. Er man dømt for at have begået voldtægt i tilknytning til nattelivet, for eksempel i forlængelse af en bytur, så skal man ikke have lov at slå sig løs på barer og natklubber efterfølgende.

Med regeringens nye initiativer tager vi endnu et skridt for at sikre, at alle i Danmark kan færdes trygt og sikkert.

Back to top