Indlæg bragt i Avisen Danmark den 13. september 2023 af Peter Hummelgaard (S), Bjørn Brandenborg (S), Preben Bang Henriksen (V) og Tobias Grotkjær Elmstrøm (M)
Læserbrev: I Danmark skal alle kunne føle sig trygge, ligegyldigt hvor i landet de bor. Men banderne udfordrer desværre stadig den tryghed. For nyligt så vi endnu et eksempel på fuldstændig hensynsløs kriminalitet på Christiania. Og så sent som i lørdags spredte en voldsom eksplosion i et rocker-klubhus frygt blandt beboere i Københavns Nordvestkvarter. Det hverken kan eller skal vi som samfund acceptere.
Vi skal med alle midler bekæmpe bandernes uvæsen. Derfor har regeringen netop præsenteret en bandepakke med 39 tiltag, der skal styrke myndighedernes indsats mod banderne yderligere.
Men når der stadig – efter 14 år med tre bandepakker – er rockere og bander i Danmark, nytter det så med endnu et storstilet bandetiltag? Dette og lignende spørgsmål får vi fra tid til anden. Svaret er ja, det nytter!
Vi skal netop have en ny bandepakke, fordi de bandepakker, der har været indført gennem tiden, betyder noget for indsatsen mod bandekriminalitet herhjemme. Se bare mod vores gode naboer i Sverige. Den svenske statsminister siger nu helt åbent, at Sverige ser mod Danmark for inspiration, når det kommer til at bekæmpe kriminelle bander. Vold og kriminalitet er den hyppigst nævnte samfundsmæssige bekymring blandt svenskere i den seneste måling fra Norstat. I en tilsvarende måling i Danmark er vold og kriminalitet end ikke på Top-10 over samfundsmæssige bekymringer. Ifølge samme måling mener kun 48 procent af svenskerne, at Sverige i høj grad eller meget høj grad er et trygt sted at bo. Det tilsvarende tal for Danmark er 73 procent.
Vi tror, vores håndfaste bandepakker er en af årsagerne til, at vi i dag står et andet sted end Sverige. Særligt strafskærpelserne vurderer myndighederne som effektfulde, fordi de i høj grad bidrager til, at bandemedlemmer over lang tid kan sættes ud af spil.
Myndighederne vurderer også, at andre værktøjer som opholdsforbud og begrænset prøveløsladelse har haft en effekt i forhold til at fjerne bandemedlemmer fra deres sædvanlige miljø.
Men bandernes adfærd ændrer sig hele tiden. Blandt andet er bandernes økonomiske kriminalitet steget i både omfang og kompleksitet. Bandemedlemmerne har også ændret adfærd i forhold til våben, så der nu er en tendens til, at de i højere grad går med kniv i det offentlige rum.
Når den organiserede kriminalitet udvikler sig, skal vi som samfund følge med. Vores tidligere bandepakker har gjort en forskel. Derfor skal vi blive ved med at sikre, at vores indsats matcher udviklingen, så vi kan holde Danmark trygt.