Indlæg bragt i Aarhus Stiftstidende den 18. september 2023 af Peter Hummelgaard (S), Bjørn Brandenborg (S), Preben Bang Henriksen (V) og Tobias Grotkjær Elmstrøm (M)
Der har gennem en årrække været udfordringer med bander i flere områder af Aarhus – ikke mindst i Gellerupparken, Bispehaven og Rosenhøj. Bandernes kriminalitet går ikke bare ud over banderne selv. Bag hver brutal voldsgerning gemmer sig ofre, ulykkelige familier og chokerede vidner. Det udgør en trussel for trygheden i området.
Justitsministeriets seneste tryghedsundersøgelse peger på, at rocker- og bandeaktiviteter i nabolaget er noget af det, som virkelig gør borgerne utrygge, hvis de oplever det.
Det gælder generelt for de særligt udsatte boligområder i Danmark, at der er tre gange så mange, som oplever rocker- og bandeaktiviteter her som i resten af landet. Vi er både vrede og triste over, at det er sådan, det forholder sig. Det skal ikke være sådan, at der er områder i Danmark, hvor det er mindre trygt at være end andre.
Sidste måned besøgte nogle af os Østjyllands Politi, hvor vi bl.a. også mødtes med Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard. De dygtige betjente i området gør et imponerende stykke arbejde, der bl.a. handler om at forebygge, at den yngre generation bliver lokket ind i organiseret kriminalitet, og om at få fjernet de mest hårdkogte bandemedlemmer fra gaden.
Men vi må ikke læne os tilbage. Derfor har regeringen præsenteret 39 nye initiativer, der skal gøre det endnu sværere at være bandemedlem. For at nævne et par af de vigtigste initiativer:
Vi vil skærpe indsatsen mod knive og skydevåben.
Vi vil gøre det ulovligt at rekruttere børn og unge til kriminalitet.
Og vi vil indføre et såkaldt kontaktforbud, som forhindrer, at dømte bandemedlemmer mødes med personer, som tilhører den samme gruppering som dem selv.
Vi skal også passe bedre på de bandekriminelles mindre søskende, så vi kan forhindre, at de lokkes med ind i et kriminelt miljø. Derfor vil vi sætte øget fokus på SSP-samarbejdet og bl.a. gøre det lettere at dele oplysninger om, at et barn eller en ungs nære familie er dømt for bandekriminalitet. Hvis det viser sig at være tilfældet, skal det indgå som et væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurdering af, om der bør sættes gang i en børnefaglig undersøgelse. En sådan kan føre til alt fra familierettede indsatser til – i de mest indgribende tilfælde – anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet.
Sidst, men ikke mindst skal børn og unge se, at der er en anden og bedre vej til at tjene penge end den med kriminalitet. Derfor giver vi kommunerne mulighed for at tilbyde et lommepengejob til de børn og unge, som er motiverede for at vende bandemiljøet ryggen. Et lommepengejob kan være med til at udvikle de unge i en retning, hvor de tager mere ansvar for deres eget liv og fremtid.
Med regeringens bandepakke strammer vi grebet om banderne til gavn for trygheden i Aarhus og hele Danmark.