Indlæg bragt i Politiken den 7. april 2023
Jeg forstår, at Politikens chefredaktør ikke mener, jeg var overbevisende i forklaringen af, hvorfor sanktionerne til departementscheferne i Statsministeriet og Justitsministeriet er bortfaldet. Jeg vil her undlade at gå ind i en længere diskussion af, hvorfor chefredaktøren for ’Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk’ i sin kommentar forfalder til polemik, men i stedet blot begrunde mine udtalelser.
For det første vil jeg nævne, at både afgørelserne i personalesagerne, forhørsledelsens bemærkninger og indstilling samt Minkkommissionens rapport er offentligt tilgængelige, og der er således rig mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet. Hvis man læser Minkkommissionens rapport, fremgår det ordret af sammenfatningen af kritikken mod departementscheferne, at den går på, at de har medvirket til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf. Sanktionerne mod departementscheferne var knyttet op på denne konklusion, der direkte henviser til pressemødet. Når den uafhængige og uhyre kompetente forhørsledelse har en markant anden vurdering af pressemødet end Minkkommissionen, er det ikke overraskende, at det har betydning for vurderingen af departementscheferne.
For det andet er det sådan, at når forhørsledelsens vurdering af pressemødet 4. november 2020 blev lagt til grund i sagen vedrørende rigspolitichef Thorkild Fogde, skal det overvejes, om der er andre sager, hvor vurderingen tilsvarende bør lægges til grund. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er bistået af Kammeradvokaten på den baggrund kommet med en faglig indstilling vedrørende departementscheferne. Den indstilling er blevet fulgt. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke har grund til andet end at have tillid til vores myndigheder og deres faglige vurderinger. Den tidligere regering fulgte i øvrigt også indstillingerne fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i sommer på baggrund af Minkkommissionens rapport. Og for en ordens skyld kan jeg tilføje, at hverken Statsministeriets eller Justitsministeriets departement har været involveret i behandlingen af sagerne vedrørende departementscheferne.
For det tredje er det – som det fremgår af forhørsledelsens bemærkninger og indstilling – sådan, at der i praksis stilles krav om, at pligtforsømmelsen må være af en vis grovhed, for at der foreligger en tjenesteforseelse, der kan sanktioneres efter tjenestemandsloven. Vurderingen af, om grovhedskravet er opfyldt, beror på et helhedsorienteret skøn, der omfatter både den objektive side (pligtforsømmelsen) og den subjektive side (om der foreligger uagtsomhed eller forsæt) af pligtforsømmelsen. Det er blevet anført i den offentlige debat, at der er tre kritikpunkter, og at forhørsledelsens beretning kun vedrører det ene. Selv hvis det var rigtigt – og som nævnt ovenfor er det i hvert fald ikke det, der fremgår af Minkkommissionens egen sammenfatning af kritikken mod departementscheferne – er der altså ikke noget mærkeligt i, at en sanktion bortfalder, hvis det alvorligste punkt bortfalder.
Det forhold, at sanktionerne er bortfaldet, er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke er begået fejl i forbindelse med minksagen, eller at sagen ikke har haft blandt andet politiske konsekvenser.