Indlæg bragt i Avisen Danmark den 20. december 2023 af Peter Hummelgaard (S) og Mette Høgh, formand for HK handel
Julen er hjerternes fest, men desværre er det ikke alle, der spreder glæde og venlighed i årets 12. måned. For alt for mange butiksansatte er juletravlheden en tid, hvor de ikke kun står over for travle kunder, men også oplever ubehagelige episoder af trusler og nedladende sprog.
En undersøgelse fra HK Handel fra 2022 viser, at hele 80 procent af butiksansatte har oplevet at blive talt grimt og nedsættende til, mens 14 procent har været udsat for direkte trusler. To procent har oplevet fysisk vold. Det er helt uacceptabelt.
Butiksansatte landet over knokler løs for at sikre, at julens indkøb bliver en god oplevelse for alle. De pakker gaver ind, guider kunder og smiler pænt til selv de mest stressede. Deres indsats fortjener som minimum en smule venlighed retur. Desværre er det langt fra altid virkeligheden. Vi må erkende, at vi står over for et problem, når ansatte ikke bare oplever travlhed, men også trusler og chikane som en del af deres arbejdsliv.
Vold og trusler er strafbare handlinger. Derfor opfordrer vi alle butiksansatte til at anmelde episoder med vold og trusler til politiet. Det er ikke acceptabelt, at man skal udføre sit job i frygt for truende eller voldelige kunder. Ved at anmelde det til politiet er man med til at sende et signal om, at den slags opførsel på ingen måde tolereres.
Samtidig retter vi en opfordring til ledelserne i butikkerne. Det er jeres ansvar at beskytte medarbejderne mod ubehøvlede kunder. Ingen ansatte skal stå alene med en rasende kunde eller en eskalerende konflikt. En god idé er at indføre klare retningslinjer for håndtering af truende situationer og at træne personalet i at tackle konflikter på en sikker og professionel måde. Ved at tage ansvar for et trygt arbejdsmiljø sender I et stærkt signal om, at den gode tone prioriteres højt.
Den hårde tone er ikke forbeholdt de fysiske butikker alene. Onlinehandlen er desværre heller ikke immun over for dårlig opførsel. Vi opfordrer derfor også onlinebutikker til at tage ansvar for deres medarbejderes sikkerhed og implementere lignende retningslinjer og træning som i de fysiske butikker.
December er en tid, hvor næstekærligheden bør stå i centrum. Derfor appellerer vi til, at alle borgere holder den gode tone i butikkerne og respekterer de ansatte, der gør en ekstra indsats for at gøre julen særlig. Butiksansatte skal ikke blot kunne passe deres arbejde, de skal også kunne gøre det uden at frygte for deres egen sikkerhed og trivsel.