Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 24. august af Peter Hummelgaard (S)
Der har i den seneste tid været stor debat om regeringens ønske om at se på muligheden for i særlige situationer at gribe ind over for forhånelser, som kan have væsentlige negative konsekvenser for Danmark. På den ene side findes den lejr, der mener, at der er behov for at kunne ytre sig ved at brænde bøger. På den anden side findes den lejr, jeg selv tilhører, som mener, at der skal gribes ind, når meningsløse forhånelser er til markant og unødvendig skade for Danmark og danske interesser, ikke mindst sikkerhedsmæssigt.
Ind imellem disse modsatrettede synspunkter har der rejst sig en sand tsunami af synspunkter. En tsunami, der tager flag, tørklæder, rivejern og paragraffer med i sin slipstrøm.
Derfor vil jeg gerne samle op på nogle af de vigtigste argumenter, som gør, at regeringen finder det nødvendigt at reagere. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at svare på noget af den kritik, der har været fremme, herunder at den nuværende situation kan sammenlignes med Muhammed-krisen.
Den seneste tids koranafbrændinger skader i den grad Danmarks omdømme og interesser i verden. Det er regeringen nødt til at tage bestik af.
Den nuværende situation med forhånelser og provokationer har givet anledning til civile uroligheder og angreb, bl.a. i Irak, hvor der blev sat ild til Dansk Flygtningehjælps kontor i Basra. På tværs af kontinenter ses Danmark som et land, der faciliterer forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner.
Krigen i Ukraine har understreget vigtigheden af at styrke allianceopbygning og globale partnerskaber, herunder med landene i det såkaldte globale syd. Rusland udnytter enhver splittelse, der kan skabes mellem os og disse lande. De puster til ilden og har en strategisk interesse i at fremme konflikt om andre sager, så vi ikke kan styrke den fælles front mod de uhyrligheder, der bliver begået i Ukraine hver eneste dag. Situationen kalder derfor på, at vi i Vesten viser os som dem, der bygger broer og skaber alliancer – ikke som dem, der graver grøfter og sår splid.
Samtidig har den seneste tids koranafbrændinger ikke mindst sikkerhedsmæssig betydning for Danmark. Politiets Efterretningstjeneste (PET) har vurderet, at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Politiet iværksatte i en periode efter anbefaling fra PET – en midlertidig skærpet indsats ved de danske grænser for at imødegå de trusler, som Danmark står over for. Senest er det fremgået af medierne, at den militant islamistiske terrororganisation al-Qaeda har udsendt en trussel mod Danmark og Sverige. På den baggrund finder regeringen det nødvendigt at reagere.
Kritikere af regeringens linje argumenterer bl.a. for, at risikoen for at skade danskernes interesser herhjemme og i udlandet er en pris, vi må betale for at bevare ytringsfriheden. Til det synspunkt vil jeg sige, at regeringen ikke mener, at koranafbrændinger har større værdi som ytring end racistiske, homofobiske og lignende ytringer, som allerede i dag er strafbare.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen ser ytringsfriheden som en af grundpillerne i det danske demokrati. Friheden til at ytre sig er en af de vigtigste værdier overhovedet i det danske folkestyre. Sådan skal det efter vores opfattelse være i et åbent demokratisk samfund, og ytringsfriheden skal have vide rammer i Danmark.
Men når enkelte personer demonstrativt stiller sig op og afbrænder Koranen på den måde, som vi dagligt har set det i den senere tid, er det en grundlæggende forhånende og usympatisk handling. Hvis formålet skulle være at udøve religionskritik, findes der mange andre måder at gøre det på – måder, som ikke udtrykker rent had og forhånelse, som koranafbrændingerne gør.
Vi kan samtidig konstatere, at der i andre lande end Danmark og Sverige ikke sker koranafbrændinger i det omfang, vi ser i Danmark.
Vores demokrati og ytringsfrihed bliver for mig at se ikke svækket af at forbyde koranafbrændinger, og jeg mener derfor, at de stærke hensyn af bl.a. udenrigs- og sikkerhedspolitisk art, der taler for et forbud, vejer tungere.
Nogle kritikere af regeringens linje hævder, at det er det første skridt ned ad en glidebane, når vi lægger op til at gribe ind. Det mener jeg er en misforståelse. Når vi kæmper for ytringsfriheden, kæmper vi for vores ret til at ytre os. Det er hele essensen i vores demokrati. Men som det fremgår af vores grundlov, kan man stilles til ansvar for ytringer over for domstolene.
Ytringsfrihedskommissionen identificerede i 2019 over 400 begrænsninger i lovgivningen i vores ret til at ytre os. For eksempel forbyder straffeloven, at man offentligt udtrykkeligt billiger terror eller tilskynder til forbrydelser. Det er også forbudt offentligt at forhåne eller nedværdige andre på grund af blandt andet race, hudfarve, etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. Man må heller ikke fremsætte injurier eller true andre mennesker.
Så ytringsfriheden har aldrig været ubegrænset. Og det er de færreste, der vil se de begrænsninger, vi har for ytringsfriheden i dag, som noget problem.
Der kommer også løbende forslag frem i den politiske debat om nye begrænsninger af ytringsfriheden. Flere borgerlige partier i oppositionen vil f.eks. gerne have indført flaglovgivning, så det igen bliver ulovligt at flage med andre landes flag. Er det ikke en indskrænkning af ytringsfriheden?
Det er et legitimt politisk synspunkt, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at ytringsfriheden kun bliver ophøjet til en absolut størrelse, når diskussionen falder på koranafbrændinger.
Flere partier har desuden sammenlignet den nuværende situation med Muhammed-krisen og opfordrer derfor regeringen til at undlade at gribe ind over for koranafbrændingerne. Den sammenligning er forkert. De koranafbrændinger, vi har set, har haft som deres primære formål at forhåne og fremprovokere reaktioner i og fra andre lande. Dermed adskiller situationen i dag sig fra Muhammed-sagen, som handlede om dansk pressefrihed og om at håndhæve en dansk satirisk tradition. Og derfor bør reaktionen også være en anden i dag end dengang.
Debatten viser med al tydelighed, at det er en svær diskussion med dilemmaer og vigtige hensyn, der skal afvejes over for hinanden. Det har regeringen været ærlig om. Der bliver rejst mange spørgsmål. Må man for eksempel brænde tørklæder af, hvis man ikke må brænde koraner? Eller rive Koranen eller andre religiøse skrifter i stykker, hvis man nu ikke må brænde den?
Mange af disse spørgsmål vil regeringen give sit bud på, når vi meget snart fremlægger en model. Det kræver grundige overvejelser og svære afvejninger. Men regeringen mener, at det er nødvendigt at handle. Og vi skal finde ud af, hvordan vi kan gribe ind så præcist som muligt i forhold til de udfordringer, vi står over for.
I sidste ende handler det om, hvorvidt vi vil forsvare meningsløse forhånelser, som ikke har andet formål end at skabe splid og had, når det grundlæggende skader Danmark og Danmarks interesser.