Mød de ansatte i Justitsministeriets departement | Justitsministeriet

Anna

Jeg startede i Databeskyttelseskontoret som nyuddannet jurist. I kontoret sidder vi med mange forskellige opgaver, og der er nærmest ikke to dage, der er ens. Mine dage veksler meget i forhold til, om jeg for eksempel sidder med dybdegående, juridiske notater eller mere politiske processer. Vi rådgiver både kollegaer internt i departementet og andre ministerier om databeskyttelsesret, skriver og rådgiver om lovforslag og udarbejder besvarelser til Folketinget.

Kontoret er præget af de mange problemstillinger, der opstår i en verden, der bliver mere og mere digital. Det kan være alt fra kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse til tv-overvågning, hvor der opstår nye vinkler eller problemer i forhold til databeskyttelsesretten. Det er virkelig spændende at arbejde med de digitale muligheder og udfordringer i en juridisk kontekst. Derudover er der også meget internationalt og EU-retsligt arbejde i kontoret, hvilket bl.a. indebærer rejser til både Bruxelles og Europarådet i Strasbourg, hvor vi deltager i forhandlinger af nye retsakter og konventioner.

Inden for kort tid skal jeg som en del af departementets rokeringsordning for jurister rokere til Økonomikontoret, hvor jeg glæder mig til at få et større indblik i både regeringsprocesser og det finansieringsmæssige maskinrum.

Der er selvfølgelig også en masse socialt ved at arbejde i Justitsministeriet. Jeg er med i fredagsbarsudvalget, hvor vi arrangerer fredagsbarer både for ministeriet og med de andre ministerier på Slotsholmen. I kontoret har vi også både en bogklub og en filmklub, og ministeriet byder på en lang række andre sociale tilbud, der prioriteres højt. 

Randi

Jeg er sagsbehandler i Forvaltningsretskontoret. Her er mine primære opgaver at behandle aktindsigtsanmodninger og indsigtsanmodninger. Interessen er stor i pressen og i offentligheden for de emner, vi beskæftiger os med i Justitsministeriet, så vi får mange aktindsigtsanmodninger hvert eneste år. I 2023 behandlede vi således ca. 650 anmodninger om aktindsigt.

Min diplomuddannelse i offentlig administration har bragt mig vidt omkring i departementets kontorer. Jeg har bl.a. været sekretær i EU- og Menneskeretskontoret, sekretær i Strafferetskontoret og afdelingssekretær for Lovafdelingen. Der har været spændende opgaver alle steder, f.eks. da jeg var med til at arrangere det store internationale ministermøde, der endte med underskrivningen af Københavner-erklæringen i 2018.

Noget af det bedste ved at være i Justitsministeriet er, at der på trods af mange rokeringer i huset altid er fantastiske kollegaer med et højt fagligt niveau og gode festlige og sociale evner.

Maria

Jeg er kontorchef i Politikontoret, hvor vi bl.a. arbejder med at udvikle tiltag og initiativer, der skal øge trygheden og begrænse kriminaliteten i samfundet. Det er spændende og udfordrende, og det er sjældent, at to dage ligner hinanden. Man kommer helt tæt på det politiske maskinrum, hvor de afgørende beslutninger træffes, og samtidig har man hele tiden et ben ude i den virkelige verden som følge af den daglige kontakt med politiet.

Justitsministeriet er en arbejdsplads, hvor man får lov til at prøve kræfter med mange forskellige typer opgaver og sager, og hvor der er stort fokus på faglig udvikling. Jeg har tidligere i min karriere været souschef i Stats- og Menneskeretskontoret, hvor jeg til dagligt arbejdede med det, som er grundstenene i vores retssamfund, nemlig grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kontoret rådgiver bl.a. andre ministerier og myndigheder om statsretlige og menneskeretlige spørgsmål i ofte højaktuelle og politiske sager.

Maria
Lars

Lars

Jeg startede som nyuddannet jurist i Formueretskontoret. Kontoret har ansvaret for en bred vifte af formueretlige love, og jeg arbejder primært med tinglysning, produktansvar og indsamlingsområdet. Arbejdsopgaverne er meget alsidige, og jeg har i min korte tid i kontoret allerede arbejdet med lovforslag, folketingsspørgsmål, håndtering af problemstillinger ved underliggende myndigheder og rådgivning af øvrige ministerier og myndigheder. Arbejdsopgaverne giver rig mulighed for at foretage dybdegående juridiske analyser, men arbejdet tilrettelægges også ud fra ministerens og regeringens politiske ønsker. Jeg kan altså nikke genkendende til, at man i ministeriet arbejder i et spændingsfelt mellem politik og jura. Det tror jeg ikke, at man i samme grad finder andre steder.

Min motivation for at søge en stilling i Justitsministeriet var – ligesom mange andre – ministeriets store fokus på fuldmægtigenes udvikling, både fagligt og personligt. Et fokus, som jeg kun har fået bekræftet efter min ansættelse. Jeg har altid mulighed for at sparre med mine kollegaer, ligesom jeg får grundig feedback fra mine chefer.

Helene

Vi er to ministersekretærer i Minister- og Ledelsessekretariatet, og jeg er heldig at være en af dem. Det er en vildt spændende og meget alsidig stilling, hvor man får lov at komme tæt på ministeren og det politiske. Bl.a. sidder vi med på forhandlingsmøder, holder snor i sagerne til ministeren, deltager i ministerens besøg hos Justitsministeriets myndigheder, deltager på rejser og meget andet. Derudover er vi i tæt kontakt med alle kontorer i departementet, mange andre ministerier og Folketinget. Tidligere var jeg fuldmægtig i Økonomikontoret, hvor jeg bl.a. koordinerede arbejdet med finansloven på Justitsministeriets område. Jeg er ikke jurist – men derimod statskundskaber – men også som ”ikke-jurist” er der mange forskellige muligheder i Justitsministeriet. Jeg startede selv som student og har heldigvis kunnet fortsætte efterfølgende.

For mig er Justitsministeriet et sted, hvor det altid er sjovt og spændende at gå på arbejde. Frem for alt er der et godt og stærkt fællesskab i ministeriet. Der er stærke sociale traditioner – alt fra løbeklub til fredagsøl og vinsmagning – som altid prioriteres højt, og der er altid højt humør.

Helene
Pierre

Pierre

Før jeg startede som fuldmægtig i Justitsministeriet, arbejdede jeg tre år som anklagerfuldmægtig hos Københavns Vestegns Politi. Da tiden blev moden til, at jeg skulle videre i anklagerturnus, tænkte jeg, at det var helt oplagt for mig at søge ind hos Justitsministeriet. Gennem min tid som anklager kunne jeg mærke en stigende nysgerrighed på det særlige samspil mellem jura og politik, der foregår i et ministerie – og det er jeg allerede i fuld gang med at blive klogere på. De blå blink har jeg dog ikke givet fuldstændig afkald på. Jeg har nemlig været så heldig at starte i Politikontoret, hvor vi arbejder med et væld af spændende – og ofte politiske – sager, der alle har politiet som fællesnævner. Vi arbejder med alt fra initiativer, der skal gøre nattelivet mere trygt til regler om våben, DNA og fingeraftryk. I min første tid i kontoret har jeg bl.a. arbejdet på et lovforslag, der skal styrke indsatsen mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet. Det har været en meget lærerig proces, hvor jeg bl.a. har skulle samarbejde og koordinere med andre kontorer i huset og andre myndigheder og ministerier (man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt et redskab ens arbejdstelefon er!). 

Jeg oplever Justitsministeriet som en arbejdsplads med højt til loftet, hvor døren ind til chefen altid er åben, og hvor man hjælper hinanden på tværs af ministeriet for at komme samlet i mål med opgaverne. Omgangstonen er uformel, og der bliver gået til sagerne med højt humør – og det betyder alverden, særligt de dage hvor opgaven er særlig kompleks, eller hvor tingene skal gå stærkt. Der er fokus på den faglige udvikling med mange dygtige kollegaer og chefer, der er klar til at lære fra sig. Og så bliver der bestemt heller ikke nedprioriteret på den sociale front – i mit kontor sender vi som regel gerne hinanden hjem på god weekend over en øl (eller en sodavand) for bare at nævne et eksempel! 

Mie

Jeg blev for omkring tre år siden ansat som nyuddannet jurist i Justitsministeriet, og jeg har siden haft arbejdsopgaver vedrørende alt lige fra politilov, utryghedsskabende lejre og demonstrationer (Politikontoret) til coronahåndtering, restriktioner og genåbningsforhandlinger (Beredskabsafdelingen). Jeg er nu fuldmægtig i Stats- og Menneskeretskontoret, hvor arbejdsopgaverne er mindst ligeså varierende, da kontoret rådgiver på en lang række forskellige områder vedrørende bl.a. grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Rådgivningen kan f.eks. vedrøre ekspropriation, gebyrer eller retten til respekt for privat- og familieliv. Fælles for arbejdsopgaverne er, at de er fagligt komplekse, og at de ofte vedrører topaktuelle politiske emner, som man kort tid efter kan læse om i medierne eller se behandlet i Folketinget.

For mig er Justitsministeriet som arbejdsplads kendetegnet ved højt humør, høj faglighed, højt engagement og højt tempo, og det er sjældent, at to dage ligner hinanden, eller at dagen går helt, som man havde regnet med. Det er spændende og udfordrende, og det giver en meget stejl læringskurve. Samtidig er der en gennemgående samarbejdsånd og en meget stærk både faglig og social fællesskabsfølelse. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at de sociale tilbud som f.eks. løbeklub, fredagsmorgenmad, vinsmagning, fredagsbar og fester bliver prioriteret højt hos både fuldmægtige, konsulenter og chefer – også selvom der er travlt.

Mie
Back to top