Ansættelse i Justitsministeriets departement | Justitsministeriet

Justitsministeriet

Alle, der arbejder i Justitsministeriet, værner om retsstatens grundlæggende principper og sikrer, at Danmark er et trygt og sikkert samfund. Hver dag gør vores medarbejdere en forskel for vores demokratiske retssamfund. Vi beskæftiger os med de mest komplicerede juridiske spørgsmål og nogle af de højst prioriterede udfordringer, der påvirker vores land.

Her på siden kan du læse mere om arbejdet, og hvad en ansættelse i Justitsministeriets departement kan give dig.

Ansættelse i Justitsministeriet

Justitsministeriet har to årlige ansættelsesrunder for jurister med opslag i henholdsvis januar og august. Her ansættes både jurastuderende, som bliver kandidater ved førstkommende sommer- eller vintereksamen, nyuddannede og jurister med erfaring til stillinger i departementet eller de øvrige myndigheder på Justitsministeriets område. Der kan herudover være opslag efter behov. Stillinger, der slås op i januar, vil normalt have løbende opstartsdatoer i perioden februar til september, og stillinger, der slås op i august, vil normalt have løbende opstartsdatoer i perioden september til februar. Du kan derfor med fordel søge i god tid, inden du færdiggør studiet. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og se ledige stillinger her.

Vores medarbejderes indsats er fundamentet for, at Justitsministeriet skal være garant for den mest kvalificerede juridiske rådgivning som ministeriet har været det i mere end 175 år. Siden oprettelsen i 1848 i forbindelse med nedlæggelsen af Danske Kancelli har ministeriet rådgivet skiftende regeringer om de grundlæggende juridiske rammer i vores samfund, bl.a. grundloven, straffeloven, retsplejeloven, og i nyere tid også menneskerettigheder og EU-retten.

Samtidig hjælper medarbejderne i ministeriet den til enhver tid siddende justitsminister med at udtænke, udarbejde, lancere og implementere regeringens retspolitiske initiativer, ligesom regeringens øvrige lovforslag gennemgås i Justitsministeriet for at sikre et højt kvalitetsniveau af lovgivningen.

I Justitsministeriet har vi derfor berøring med stort set alle retsområder, og du bliver trænet i hurtigt at sætte dig ind i nyt og varieret stof spændende fra strafferet, statsret, procesret og forvaltningsret til formueret, ansættelsesret og databeskyttelse. Du vil ikke blot skulle anvende og rådgive om juraen. Du vil være med til at udforme den. Både konkret ved at skrive udkast til love og gennem bistand til regeringen med at udvikle politik til håndtering af større samfundsudfordringer og presserende temaer som terror, bandekriminalitet, voldtægt, digitale krænkelser og mange andre aktuelle og højtprofilerede sager.

Det er et ansvar, vi tager meget alvorligt. Derfor stiller vi høje krav til vores kandidater og søger personer med et særligt engagement og talent, der kan videreudvikles og styrkes hos os. Justitsministeriet er samtidig et meget kollegialt og socialt ministerium, hvor samarbejdet mellem kolleger, kontorer, andre myndigheder og interesserenter vægtes højt. Du er derfor aldrig alene om at løse de komplekse sager.

International karriere

I Justitsministeriet vil sager ofte have internationale dimensioner, ligesom de kan involvere retssagsførelse ved EU-Domstolen og forhandlinger i EU, FN eller bilateralt med andre lande. Hvis du har en særlig interesse for det internationale samarbejde, vil Internationalt Kontor, EU-retskontoret, de civilretlige kontorer eller sikkerhedskontorerne eventuelt være en mulighed for dig. Du kan læse mere om de enkelte kontorer under hver af departementets afdelinger ved at klikke her.

Du vil også senere i din ansættelse kunne søge udstationering hos f.eks. Udenrigsministeriet eller på EU-repræsentationen i Bruxelles.

Balance mellem liv og arbejde

Justitsministeriet er en ambitiøs arbejdsplads, og vi trækker i perioder store veksler på vores medarbejdere. Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere trives. Det forudsætter, at vores medarbejdere også har tid til deres privatliv. Alle medarbejdere – uanset om de har børn eller ej – har forpligtelser og fritidsinteresser uden for arbejdspladsen, som skal tilgodeses for at fastholde familiebånd, venskaber og sundhed. Justitsministeriet ønsker at understøtte medarbejdernes generelle trivsel og vil indgå i en løbende dialog med dig om, hvordan arbejdet bedst kombineres med den livsfase, du befinder dig i. Det kan være i forhold til barsel, særlige livsomstændigheder, fleksible arbejdsarrangementer eller tilrettelæggelse af karrieforløb, der harmonerer bedre med dine personlige behov.

Og så værner vi om at have det sjovt og være venlige over for hinanden. Vi kunne skrive mange ord om det gode fællesskab, men det er bedre at opleve det.

Du kan læse mere om de typiske karriereforløb her:

Back to top