Fodlænke. Ligestilling handler også om lige ret til at være tryg | Justitsministeriet

Indlæg bragt i Avisen Danmark den 8. marts 2024 af Peter Hummelgaard (S)

Danmark er et trygt samfund. Faktisk et af de tryggeste i Europa. Men desværre er trygheden i Danmark skævt fordelt. Selv her i 2024, hvor ligestilling mellem kønnene burde være en selvfølge, er kvinder overrepræsenterede blandt ofre for stalking. Det er også oftest kvinder, der udsættes for partnervold. Det er beskæmmende.

Kvinder skal ikke leve i frygt, dér hvor de skulle føle sig allermest trygge, nemlig inden for hjemmets fire vægge. Ligestilling handler også om lige ret til at være tryg.

Regeringen har taget flere initiativer til at beskytte kvinder mod partnervold og stalking. I juni 2023 lancerede vi en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, der blandt andet skal sikre, at volden bliver opsporet tidligere end i dag. Derudover er der indført en særskilt stalkingbestemmelse i straffeloven, og stalkingofre har fået ret til at få beskikket en bistandsadvokat.

Samtidig er der meget, som tyder på, at samtykkeloven har sat gang i en ændret opfattelse af, hvad der er voldtægt. Vi ser flere anmeldelser og sigtelser. Mit håb er, at lovgivningen på den lange bane også kan føre til en varig kultur- og adfærdsændring, der vil medføre færre ofre for voldtægt. Men det er ikke nok. Vi er blandt Folketingets partier enige om at iværksætte en forsøgsordning med omvendt fodlænke. Det er en teknologi, der kan være med til at skabe en tryggere hverdag for kvinder, der lever i frygt for tidligere partnere eller stalkere.

Vi kender ordningen fra Norge. Her kan retten pålægge en gerningsperson at bære fodlænke, som via GPS-signaler automatisk slår alarm til politiet, hvis gerningspersonen nærmer sig ofret. På den baggrund kan politiet rykke ud til stedet. I Norge bruger man ordningen til at beskytte ofre for vold og stalking. Derfor er Rigspolitiet og kriminalforsorgen netop i disse dage i Norge for at studere den norske model. Formålet er at blive klogere på modellen, og på hvordan vi kan gribe arbejdet an herhjemme i Danmark.

Indførelsen af omvendt fodlænke vil ikke blot beskytte ofrene. Den vil også sende et klart signal om, at vi som samfund ikke tolererer partnervold og stalking i nogen form. Vi har allerede gjort meget, og regeringen kommer til at fortsætte kampen for lige ret til tryghed.

Kvinder skal være ligeså trygge som mænd, både ude og hjemme. God kampdag.

Back to top