Lige muligheder for erstatning

Skadelidte skal have lige muligheder for erstatning, uanset hvor skaden indtræffer.

Justitsminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Det har ikke været hensigten med erstatningsansvarslovens regler om tabt arbejdsfortjeneste, at en person, som kommer ud for en arbejdsskade, har ringere mulighed for at få tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, når der er en ansvarlig skadevolder, end en person, der pådrager sig en tilsvarende skade i sin fritid. 

Det følger imidlertid af de domme fra Højesteret, som har været omtalt i medierne for nylig, at dette kan være den uheldige konsekvens af de gældende regler.

Jeg vil derfor allerede i denne folketingssamling fremsætte et forslag til ændring af erstatningsansvarsloven, der retter op på dette.”

 

Baggrund

Den gældende formulering af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, om tabt arbejdsfortjeneste er indført ved lov nr. 463 af 7. juni 2001, som trådte i kraft den 1. juli 2002. Af bestemmelsen fremgår det, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller til det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes varige erhvervsevnetab.

Højesteret har den 18. november 2009 haft lejlighed til i to sager at behandle spørgsmålet om muligheden for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor en skadelidt har været tilkendt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 31, stk. 4. I de to domme kommer flertallet i Højesteret frem til, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører helt fra det tidspunkt, hvorfra den skadelidte tilkendes midlertidig erhvervsevnetabs­erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Som det også er anført i højesteretsdommene, fremgår det af bemærkningerne til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, at det har været forudsat, at midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning, herunder afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, træffes på grundlag af en vurdering af den skønnede varige indtægtsnedgang efter revalidering mv., og ikke ud fra en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse.

Efterfølgende domspraksis fra Højesteret har imidlertid fastlagt, at fastsættelse af midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, skal ske ud fra, hvad erhvervsevnetabet aktuelt er, dvs. uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering, omskoling eller lignende.

Betydningen heraf er, at der kan træffes midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven i situationer, hvor det i forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, har været forudsat, at vurderingen ville føre til, at der ville blive tale om en anden eller ingen midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetabet, og dermed i sidstnævnte tilfælde at den skadelidte – forudsat at der foreligger et ansvarsgrundlag – fortsat ville have ret til tabt arbejdsfortjeneste.

Afhængigt af, hvilken midlertidig erhvervsevnetabsprocent, der fastsættes i sager efter arbejdsskadesikringsloven, vil den skadelidte således i nogle sager få en mindre erstatning, end hvis den pågældende fortsat havde fået tabt arbejdsfortjeneste.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til kommunikationschef Sandy French (tlf. 72 26 84 08) eller kontorchef Lennart Houmann (tlf. 72 26 87 10).