Sådan undgår vi en ny Omar el-Hussein

Kronik af justitsminister Søren Pape Poulsen bragt i Berlingske den 14. februar 2017.

 

14. februar 2015 var en speciel dag for mig. Det var dagen, hvor jeg friede til min mand. Det skete tidligt på aftenen, og efterfølgende spiste vi middag på Niels Bugges Kro hjemme i Viborg, hvor jeg havde sørget for at bestille bord på forhånd.

Det var en af den slags dage, hvor man går rundt i sin egen boble og ikke rigtig ænser, hvad der sker i verden udenfor. Derfor havde jeg i første omgang også kun kort bemærket, at medierne skrev om et skyderi ved kulturhuset Krudttønden i København.

Jeg tror, der er mange danskere, der havde det lige som jeg den dag. Godt nok levede vi i en tid, hvor den militante islamistiske terrorisme – og særligt bevægelsen Islamisk Stat – var på fremmarch, og godt nok var det franske satiremagasin Charlie Hebdo måneden forinden blevet udsat for et koldblodigt terrorangreb. Men et terrorangreb herhjemme? I Danmark? Den tanke havde mange af os alligevel svært ved at relatere til.

Der gik dog ikke lang tid, før alvoren stod klar for os alle. Og da jeg på vej hjem fra middagen modtog et opkald fra statsministeren, vidste jeg, at Danmark var forandret.

 

Luk for hanerne

I dag er det to år siden, at den 22-årige gerningsmand Omar el-Hussein dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard ved Krudttønden og samme nat den jødiske vagt Dan Uzan foran synagogen i København. Jeg tænker stadig ofte på disse to uskyldige menneskeliv, der gik tabt, og hvis nogen minder mig særligt meget om et forandret Danmark, er det dem.

Forandringen ses også politisk. Siden terrorangrebene har en antiterrorpakke og en ny politiaftale styrket efterretningstjenestens og andre myndigheders indsats mod terror, mens en ny national handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering sikrer gode rammer for, at alle kræfter – myndigheder, forældre, familier, kommuner og civilsamfund – sættes ind i kampen mod ekstremismen. Samlet set har de politiske initiativer udgjort det, man kunne kalde for den første bølge i bestræbelserne på at skabe et tryggere og mere sikkert Danmark. En bølge, som har givet myndighederne bedre muligheder for at gribe ind, når det er nødvendigt, og som har sat rammerne for, at vi fortsat har fokus på det uvurderligt vigtige forebyggende arbejde.

Men vi er ikke i mål, og derfor er det nu tid til at søsætte anden bølge. Vi skal have »lukket for hanerne« til de miljøer, som vi ved har en indvirkning på radikaliserede miljøer i Danmark. Det handler om at få inddæmmet banderne, sætte ind mod radikalisering i landets fængsler og forebygge den ungdomskriminalitet, der kan være første led i fødekæden til de radikaliserede miljøer.

 

Forebyg radikalisering i fængsler

For at tage det første først: Omar el-Hussein vågnede ikke op en morgen som radikaliseret. Han befandt sig i periferien af bandemiljøet og havde flere domme bag sig.

Dermed er han også et billede på den bekymrende vekselvirkning mellem bandemiljøet og militant islamisme, som Politiets Efterretningstjeneste flere gange har advaret imod. Denne såkaldte »cross-over«-problematik stiller myndighederne over for en svær opgave. For er man i forvejen en hærdet bandekriminel, som flere gange har haft et våben i hånden, kan kombinationen af voldsparathed og ideologisk radikalisering være livsfarlig.

Når jeg som justitsminister har lanceret regeringens nye udspil om bekæmpelsen af rocker- og bandemiljøer, handler det således ikke kun om at sikre tryghed og retfærdighed på den korte bane. Det handler også om at give disse hensynsløse grupperinger så ringe vilkår for at trives, at færre i fremtiden ender i deres vold – med risiko for at opbygge en voldelig adfærd, der i kombinationen med en ekstremistisk ideologi kan gøre vedkommende til en ny Omar el-Hussein.

Vi foreslår blandt andet et opholdsforbud, så rockere og bandemedlemmer forhindres i at vende tilbage til et bestemt område efter afsoning, skærpede straffe for skyderier i det offentlige rum og en øget indsats for at få flere rockere og bandemedlemmer i exitprogrammer. Det besværliggør rekrutteringen og indsnævrer dermed de miljøer, der potentielt kan sende letpåvirkelige sjæle i armene på de radikaliserede miljøer.

Vi ved også, at radikalisering kan finde sted i fængsler. Flere udenlandske sager har vist, hvordan indsatte er blevet rekrutteret under deres afsoning og efterfølgende har taget del i udførelsen af terrorangreb.

Herhjemme arbejder landets fængselspersonale hver dag på højtryk for at forhindre den slags i at ske, men ved de kommende forhandlinger om en aftale for kriminalforsorgen vil jeg se på, hvordan vi i højere grad sikrer, at radikalisering ikke finder sted i danske fængsler.

For det tredje ved vi fra PET’s vurderinger, at det ofte er socialt udsatte unge, som rekrutteres af radikaliserede grupperinger. Det er ligeledes efterretningstjenestens vurdering, at udrejsende fremmedkrigere fra Danmark ofte er ganske unge. I det lys – og cross-over-problematikken taget i betragtning – er det bydende nødvendigt, at vi fra politisk side får sat fokus på de helt unge kriminelle. Unge, der begår kriminalitet, skal møde en klar og kærlig konsekvens, når de begår en kriminel handling. Vi taler ikke om lange fængselsstraffe, men om at der skal slås noget græs og vaskes nogle brandbiler. Derudover er det helt centralt, at den unge får anvist – og bliver holdt fast på – en anden vej end den, der leder ud i yderligere kriminalitet og i værste fald radikalisering.

 

Lad os ikke blive skræmt

Lad mig afslutte med at slå fast, at Danmark er og fortsat vil være et af de mest trygge lande i verden. Hver enkelt borger har tryghed og muligheder, og sammenholdet i befolkningen har altid gjort, at vi passer godt på hinanden.

Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at et terrorangreb ikke igen kan finde sted i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi får lukket for hanerne på de områder, hvor en ny Omar el-Hussein kan udklækkes. Det gør vi politisk ved at sætte ind over for de negative kræfter fra ekstremistiske miljøer, der udfordrer sikkerheden og sammenhængskraften i det danske samfund. Og det gør vi som borgere ved ikke at stoppe med at leve det liv, vi plejer at leve.

Terrorismens natur er at terrorisere, og lader vi os skræmme til at forandre vores hverdag, har terroristerne vundet.