Maj måned bag murene på Christiansborg

Debatindlæg af justitsminister Søren Pape Poulsen bragt i Midtjyllands Avis den 26 maj 2017.

 

Som politiker er maj måned i særdeleshed den mest hektiske og travle tid på året.

Det er nu, at vi stemmer om de sidste lovforslag i folketingssalen. Det er nu, at beslutningsforslag i sidste øjeblik skal diskuteres, inden folketingsåret rinder ud. Og som justitsminister har jeg samtidigt en stor portion samråd i de kommende uger, hvor vi i Retsudvalget blandt andet skal diskutere advokatgaver til indsatte og videoovervågning i det offentlige rum.

Det hele slutter af med et festfyrværkeri i form af afslutningsdebatten i folketingssalen, der som regel varer til langt ud på natten.

Men der er ingen tvivl om, at maj måned er den mest spændende og intense periode i den politiske kalender, som alle og enhver på Christiansborg har set frem til.

Jeg har nu været landets justitsminister i over et halvt år, og i denne tid kan jeg følge flere af mine politiske visioner blive til realitet, når de vedtages i folketingssalen.

Eksempelvis har vi netop vedtaget en fordobling af minimumsstraffen for ulovlig besiddelse af skydevåben og sprængstoffer. Indsatsen over for rockeres og banders rå og hensynsløse kriminalitet har været øverst på min politiske dagsorden siden min første dag som justitsminister.

De seneste års mange bandeskyderier i det offentlige rum truer almindelige borgeres grundlæggende tryghed.

Med strafskærpelsen for ulovlig våbenbesiddelse og med den nye rocker-og bandepakke styrker vi markant presset på rockere og bandemedlemmer.

Selvom maj måned som regel er fyldt med politiske møder, lovforslag og debatter, så kan der pludselig ske ting uden for Christiansborg, som med det samme kræver politisk handling. Det oplevede jeg tidligere på måneden, da to kvinder på tragisk vis mistede livet, efter deres båd blev torpederet af en vandscooter.

Ulykken vidner om en vanvittig og farlig tendens, som vi bliver nødt til at komme til livs.

Jeg har netop holdt et møde med blandt andre Københavns Kommune og Københavns Politi, og vi vil nu arbejde frem mod flere konkrete initiativer, så vi undgår flere forfærdelige uheld.

Nu hvor folketingsåret går på hæld, kan jeg se tilbage på et spændende og ikke mindst udfordrende år. Jeg ser frem til i det kommende folketingsår at fortsætte med at gøre det tryggere at være lovlydig dansker og mere utrygt at være kriminel.