Bander skal bag tremmer

Læs ministerens indlæg, som blev bragt i Midtjyllands Avis den 3. februar 2017

 

Tryghed er forudsætningen for et stabilt samfund og for, at enhver kan udleve sin personlige frihed.

Som justitsminister er det en af mine ypperste opgaver at sikre tryghed og retfærdighed i Danmark.

For mig er det afgørende at sikre et trygt samfund for den lovlydige borger, hvor vi samtidigt gør det utrygt at være kriminel.

Den danske tryghed er nemlig unik, og den skal vi værne om. I hvor mange andre lande tør forældre lade deres småbørn sove i barnevognen udenfor, mens de selv tager en kop kaffe på en café? Eller lade deres børn cykle alene i skole fra en tidlig alder og færdes i nattelivet på egen hånd, når de er teenagere? Vi stoler på, at vores medmennesker ikke har ondt i sinde.

Desværre møder den danske tryghed i disse tider modstand fra rå og hensynsløse kræfter. Igennem 2016 har vi set en forråelse i rocker-og bandekriminaliteten.

54 gange er der i 2016 affyret skud i det offentlige rum i tilknytning til rocker-og bandekon-flikten.

Det påvirker os alle sammen og har særligt store konsekvenser lokalt. Vi husker alle den tirsdag aften i december, hvor der blev kastet en kraftig håndgranat mod en rockerborg midt i et af Hernings rolige villakvarterer.

Det er tid til at trække en streg i sandet.

Nok er nok.

Derfor fremlagde jeg for nyligt en ny rocker-og bandepakke: » Bander bag tremmer « . Når vi skal dæmme op for rockernes og bandemedlemmers hensynsløse kriminalitet, gør vi det efter min opfattelse ganske enkelt mest effektivt ved, at de bliver sat bag lås og slå.

Vi sætter bredt ind med hårdere straffe og kraftig indskrænkning af mulighederne for prøveløsladelse. Samtidig skal bandekriminelle efter afsoning som noget helt nyt kunne få forbud mod at opholde sig i det område, hvor de tidligere har begået kriminalitet.

For mig handler det her grundlæggende om en ting: At sikre trygheden for helt almindelige danskere. Derfor vil vi sætte en stopper for rockernes og bandernes rå og hensynsløse kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

De skal slet og ret bag tremmer.