Indførsel af våben

Våben

Indførsel til Danmark af en række typer af våben mv. kræver tilladelse. Nedenfor oplyses det nærmere, hvilke våben mv. som kræver indførselstilladelse, og om tilladelsen skal indhentes fra Justitsministeriet eller politiet.

 

Hvilke våben mv. kræver indførselstilladelse fra Justitsministeriet?

Indførsel af følgende typer af våben mv. kræver tilladelse fra Justitsministeriet, jf. våbenlovens § 1:

  • maskinpistoler, fuldautomatiske rifler, maskingeværer og skydevåben, der ikke er håndskydevåben, samt væsentlige dele og ammunition hertil,
  • pistol- og revolverammunition med ekspanderende projektiler samt projektiler, der ikke anvendes til godkendte aktiviteter, 
  • panserbrydende ammunition, brisant- eller brandammunition samt projektiler til disse ammunitionstyper,
  • håndgranater, bomber, miner og lignende våben,
  • patroner, ampuller og spraydåser samt lignende genstande, der ved spredning af stoffer er beregnet til at virke skadevoldende, bedøvende eller irriterende i kortere tid efter eksponeringen, bortset fra spraydåser til selvforsvarsbrug, som kræver tilladelse fra politiet, jf. nedenfor, og
  •  eksplosivstoffer (eksplosive stoffer og eksplosivstofholdige genstande med undtagelse af pyrotekniske artikler).

 

Efter våbenlovens § 5 er det endvidere forbudt at indføre kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben og fremføringsmidler, der er specielt udformet eller modificeret hertil.

Det samme gælder dele, der er specielt udformet eller modificeret til at indgå i sådanne våben og fremføringsmidler. Justitsministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra dette forbud.

Efter våbenbekendtgørelsen § 17, jf. våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 5, er det tillige forbudt at indføre laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne.

Ansøgning om våbentilladelse eller dispensation sendes til Justitsministeriet, Sikkerheds- og Forebyggelseskontoret, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, eller til [email protected].


Hvilke våben mv. kræver indførselstilladelse fra politiet?

Indførsel af følgende typer af våben mv. kræver tilladelse fra politiet, jf. våbenbekendtgørelsens § 28, jf. våbenlovens § 1:

  • håndskydevåben og væsentlige dele hertil, bortset fra maskinpistoler, fuldautomatiske rifler og maskingeværer og dele hertil, som kræver Justitsministeriets tilladelse, jf. ovenfor
  • ammunition, herunder patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler, bortset fra de typer af ammunition, som kræver Justitsministeriets tilladelse, jf. ovenfor,
  • armbrøster og slangebøsser,
  • signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,
  • lyddæmpere, hvis de er konstrueret til montering på skydevåben,
  • optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, hvis de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster,
  • skarpe eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm, dog kan dolke og knive, der skal anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsdykning, og som er udformet hertil, indføres uden tilladelse,
  • push daggers, spring- og faldknive og spring- og faldstiletter,
  • enhåndsbetjente foldeknive (butterflyknive) og knive konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,
  • kastestjerner, kasteknive, kasteøkser o.lign.,
  • kårdestokke og andre tilsvarende våben, der fremtræder som en anden genstand,
  • slag- og stødvåben, dog kan slagvåben, der skal anvendes til jagt eller lystfiskeri, og som er udformet hertil, indføres uden tilladelse,
  • våben, der er beregnet til at virke lammende, bedøvende eller blændende ved udladning af elektrisk strøm, og
  • spraydåser til selvforsvarsbrug, herunder tåregasampuller, -spraydåser og -patroner.

 

Efter udgangsstofbekendtgørelsens § 1, jf. våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 3, er det endvidere forbudt at indføre følgende stoffer og produkter:

  • Koncentreret hydrogenperoxid (H2O2) og kemiske produkter, der indeholder mere end 12 masseprocent hydrogenperoxid
  • Koncentreret svovlsyre (H2SO4) og kemiske produkter, der indeholder mere end 50 masseprocent svovlsyre.
  • Koncentreret salpetersyre (HNO3) og kemiske produkter, der indeholder mere end 30 masseprocent salpetersyre.
  • Ren nitromethan (CH3NO2) og kemiske produkter, der indeholder mere end 40 masseprocent nitromethan.
  • Salte af chlorat eller perchlorat (ClO3- eller ClO4-) og kemiske produkter med mere end 40 masseprocent chlorat eller perchlorat eller blandinger heraf.
  • Pulvere med en partikelstørrelse, der er mindre end 200 µm, af metallisk aluminium, magnesium, zink, titan, zirkonium, jern (Al, Mg, Zn, Ti, Zr, Fe) og blandinger eller legeringer heraf samt kemiske produkter, hvoraf sådant pulver udgør mere end 70 masseprocent.
  • Elementært svovl (S) og kemiske produkter, der indeholder mere end 85 masseprocent svovl.
  • Elementært phosphor (P) og kemiske produkter, der indeholder mere end 50 masseprocent elementært phosphor.

 

Forbuddet gælder ikke for:

  • pyrotekniske artikler,
  • handlinger, som foretages af offentlige myndigheder, og
  • indførsel, erhvervelse, besiddelse og anvendelse af de nævnte stoffer til erhvervsmæssige formål.
     

Dispensation

Politiet kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet.

Ansøgning om våbentilladelse eller dispensation sendes til politiet i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl eller hjemsted.

Søg efter din lokale politikreds

 

Særlige regler om indførsel af våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning

Med henblik på deltagelse i jagt eller konkurrenceskydning kan personer med et europæisk våbenpas uden særskilt tilladelse transportere og besidde de skydevåben, som er omfattet af våbenpasset, samt ammunition hertil i rimeligt omfang på rejser i et eller flere EU-lande.

Baggrunden for rejsen skal i disse tilfælde kunne dokumenteres, f.eks. ved forevisning af en invitation, og indrejse må ikke ske til lande, der har forbudt indførsel af det pågældende våben.

Politiet udsteder europæisk våbenpas til personer, der er bosiddende i Danmark, og som lovligt er i besiddelse af jagt- eller konkurrencevåben. Ansøgninger om europæisk våbenpas sendes til politiet i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl eller hjemsted.

Søg efter din lokale politikreds

 

Reglerne om europæiske våbenpas fremgår af bekendtgørelse om erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i et EF-land.

Se bekendtgørelsen

 

Våben til brug ved jagt, fiskeri og konkurrenceskydning samt ammunition hertil i rimeligt omfang kan i forbindelse med gennemrejse eller ophold indtil 3 måneder i Danmark indføres fra lande udenfor EU, jf. våbenbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Våbnene kan endvidere besiddes, bæres, anvendes og genudføres uden tilladelse. Våbenbesidderen skal ved indrejse forevise told- og skatteregionen en våbentilladelse fra hjemlandets myndigheder eller en erklæring fra hjemlandets myndigheder om, at en våbentilladelse er ufornøden, jf. våbenbekendtgørelsens § 30, stk. 2.

Ved indførsel af våben til brug for en konkurrence gælder endvidere, at der skal forevises en invitation fra den relevante organisation her i landet, jf. våbenbekendtgørelsens § 30, stk. 3.

En særlig blanket skal afleveres til toldvæsenet ved ind- og udrejsen til Danmark.

Relateret indhold