Bevæbnede vagter

Skib

Civile, bevæbnede vagter på danske lastskibe

I lyset af den generelt forværrede situation i farvandet ud for Afrikas Horn besluttede Justitsministeriet i marts 2011 – efter samråd med de øvrige involverede myndigheder og Danmarks Rederiforening – at åbne op for brugen af civile bevæbnede vagter på danske skibe, der sejler i området. Rederierne har således siden foråret 2011 haft mulighed for efter konkret ansøgning at få våbentilladelse til brug af civile, bevæbnede vagter om bord på danske skibe, hvis det på baggrund af den generelle trusselsvurdering for området må anses for påkrævet, og sagens oplysninger i øvrigt ikke taler imod.

Når Justitsministeriet imødekommer en ansøgning fra et rederi om tilladelse til brug af civile, bevæbnede vagter, meddeles rederiet konkret tilladelse til, at et antal navngivne vagter om bord på et bestemt skib under en nærmere angivet sejlads i højrisikoområdet kan besidde, bære og anvende bestemte våben med tilhørende ammunition med henblik på selvforsvar fra pirater.

Den 13. juni 2012 vedtog Folketinget en ændring af våbenloven (lov nr. 564 af 18. juni 2012), som trådte i kraft den 30. juni 2012, og som sikrer rederier hurtigere og på en mere fleksibel måde kan opnå en generel våbentilladelse til at bruge civile, bevæbnede vagter om bord på danske lastskibe i områder, hvor der er risiko for pirateri og væbnede overfald på skibe.

Baggrunden for lovændringen er, at hverken indholdet af eller proceduren for den hidtil gældende tilladelsesordning i våbenloven harmonerede med rederiernes behov for navnlig af hensyn til besætningens sikkerhed meget hurtigt at få udstedt eller ændret en konkret våbentilladelse til at bruge civile, bevæbnede vagter.

Lovændringen indebærer, at justitsministeren – eller den ministeren bemyndiger hertil- efter ansøgning kan meddele et rederi en generel våbentilladelse til, at rederiet besidder egne eller vagtvirksomhedens våben mv. om bord på rederiets danske lastskibe med henblik på at bruge civile, bevæbnede vagter, når skibet befinder sig i områder, hvor der er risiko for pirateri og væbnede overfald på skibe. Tilladelsen vil i modsætning til den gamle ordning ikke længere knytte sig til en konkret sejlads, en bestemt vagtvirksomhed, en navngiven vagt og specifikke våben.

Meddelelse af en sådan generel våbentilladelse forudsætter, at rederiet overholder en række nærmere regler og vilkår, som er fastsat i en ny bekendtgørelse om brug af civile, bevæbnede vagter på danske lastskibe (bekendtgørelse nr. 698 af 27. juni 2012), der trådte i kraft den 30. juni 2012. Bekendtgørelsen fastsætter de nærmere krav til ansøgningens form og indhold, krav til våben- og ammunitionstyper og opbevaringen heraf, krav om føring mv. af en våbenbog, vagternes egnethed, rapportering i tilfælde af overfald eller angreb og tilladelsens tidsmæssige gyldighed. En generel våbentilladelse vil have en tidsmæssig gyldighed på 1 år, hvorefter den vil skulle fornyes, og rederierne vil skulle betale en afgift på 5.000 kr. for tilladelsen.

Det nærmere indhold af reglerne og krav til ansøgningen er også beskrevet nærmere under fanebladene Ansøgning om generel våbentilladelse til brug af civile, bevæbnede vagter og Ansøgning om individuel tilladelse til brug af civile, bevæbnede vagter.