Vold i familien

Barnehånd

Vold i familien – tilhold og bortvisninger

Myndighedernes samlede indsats mod vold i familien hviler på en national strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer fra 2010. Strategien involverer en række ministerier og har tre tværgående fokusområder: En forebyggende og tidlig indsats, støtte på kort og lang sigt til ofre for vold i nære relationer, samt viden, forankring og tværfagligt samarbejde.

Ved lov nr. 112 af 3. februar 2012, som trådte i kraft 1. marts 2012, blev reglerne om tilhold, opholdsforbud og bortvisning samlet i én lov. Betingelserne for at meddele et tilhold, der tidligere måtte udledes af praksis, fremgår nu af loven. Loven indeholder herudover bl.a. en udtrykkelig bestemmelse om, at stalking – det vil sige systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane – skal være en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straf for overtrædelse af et tilhold mv.

Endvidere indeholder loven en ny regel om, at en person, der har været udsat for grov personfarlig kriminalitet, uden videre skal kunne opnå tilhold mod gerningsmanden, så den forurettede eller dennes nærmeste ikke skal tåle kontakt mv. med gerningsmanden. Loven indeholder også en ny regel om, at tilhold og opholdsforbud kan udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand.

Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 3/2008 (tilrettet i maj 2011) fastsat nærmere retningslinjer for efterforskning og tiltalerejsning i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser.